At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

aldersgruppe med rødligt hår som i vor tid, selvom naturligt rødhårede i denne alder
rent faktisk mister den røde glød. Da jeg var ung, i tresserne og halvfjerdserne, valgte
ældre kvinder, som farvede deres hår, at farve det i blålige nuancer, hvorved man
fremhævede en slags kølig elegance. Når det nu er de varme rødlige nuancer, der
foretrækkes, er der noget der tyder på, at desperationen over biologisk nedgang er
endnu større. Man vil ikke bare forskønne sig selv, man vil sende de samme signaler,
som ungdommen. Man forsøger at forhindre, at det rent fysisk skal kunne ses, at man
er i en ældningsproces. De eneste undtagelser jeg kan komme i tanker om fra vort
eget land er henholdsvis dronning Margrethe og den nyligt afgåede nationalbankdi-
rektør Bodil Nyboe Andersen, der måske netop valgte at signalere mentale og ånde-
lige kvaliteter frem for kødelige (og så Ritt Bjerregaard, der ganske vist hverken far-
ver sit hår rødt eller går i bar mave, men dog ynder at gå i lårkort og knaldrød jakke
og dermed sender begge signaler på en gang: Gammel krop med ungdommelige in-
stinkter).
Lievegoed forklarer den almindelige fortrængning af den legemlige nedgang med, at
man ser den som tegn på en svaghed, som man aggressivt forsøger at bekæmpe. Men
aggressionen kan også komme ind i ens liv på anden vis. F.eks. ved at vise, at man
arbejdsmæssigt kan præstere endnu mere, end man har kunnet før, og endnu mere end
konkurrenterne på mellem 28 og 35, som man forsøger at løbe om kap med både dag
og nat. Dukker svaghedens røst op, dæmpes den ikke sjældent med alkohol og/eller
seksuelle eventyr, som under værdikrisen. Ikke for ingenting kaldes denne periode
også panikalderen.
Faren ved at fortrænge sig Selv
For mit eget vedkommende var det store tema disse år fortrængning af mig selv. Efter
i et par års tid at have forsøgt at forstå min åndelige oplevelse ved at have studeret
åndsvidenskaben systematisk, kom jeg ved skæbnens tildragelse til pludselig at stå
med en daghøjskole. En foredragsrække, jeg under et oplysningsforbund skulle have
stået for om Karen Blixen, var i fare for at blive aflyst grundet ledelsesproblemer, og
alle, der var indgået aftaler med var indkaldt til et orienterende møde. Jeg tilbød som
den naturligste ting i verden blot at overtage ledelsen indtil man fandt en varig løs-
ning, så sæsonen kunne gennemføres. Mens jeg lavede programmet viste det sig, at
oplysningsforbundet også havde en daghøjskole, som jeg blev bedt om yderligere at
tage ansvaret for. Selvom jeg intet anede om daghøjskoler, aldrig selv havde været på
en højskole og intet vidste om de mennesker, der gik der, slog det mig, at forsynet jo
her gav mig mulighed for at undervise i den åndsvidenskab, jeg selv satte så uendelig
stor pris på som et hjælperedskab at forstå sig selv på baggrund af, så jeg accepterede
154