At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

dags og ikke modstanden mod fri abort, når altså der vel at mærke ikke er tale om at
betragte anderledes tænkende og handlende som modstandere og fjender, men alene
som mennesker lavere på udviklingsstigen, som mennesker, der har brug for en
håndsrækning til at komme længere op ad stigen.
Præcis som de mennesker, der befinder sig i borgerkrigsagtige zoner og foretager
etniske udryddelser etc.
Et lederskab på H-niveau og derover kan altså umuligt gå ind for en sådan lov som
loven om fri abort, og også hvad dette angår, må Bush’s indstilling således siges at
ligge udviklingsmæssigt over sine kritikeres.
Vil I-mennesker fremstå som kedelige for folk i begyndelsen af alfabetet?
Som sagt betegner Bush sig selv som et religiøst menneske. I denne sammenhæng er
det ikke afgørende hvilken kristelig retning han tilhører. I denne sammenhæng er det
eneste jeg vil forholde mig til den kendsgerning, at hans religiøsitet ikke er udtryk for
et institutionaliseret levn fra en barnetro men derimod et resultat af en selvoplevet
åndelig begivenhed. Han har selv fortalt, at begivenheden udspillede sig i kølvandet
af en samtale med en præst, og at der var tale om en begivenhed, som ikke bare bevir-
kede, at han begyndte at tænke anderledes, men også handle anderledes, således be-
sluttede han sig bl.a. for ikke mere at indtage spiritus.
En form for vækkelse, kalder nogle det.
I denne sammenhæng kunne vi stille spørgsmålet, om der var tale om et kosmisk
glimt på et eller andet niveau og således en slags forløber for kosmisk bevidsthed,
altså et af den slags kendetegn som gør sig gældende for mennesker, der er i grænse-
området til I- og J-stadierne.
Jeg kender ikke svaret, men der er nogle andre pejlemærker i forbindelse med det, jeg
ser og hører i forbindelse med Bush, som jeg da også gerne vil nævne.
F.eks. kaldes han af mange for kedelig. Det er efterhånden noget, der er sagt så ofte,
at der ikke stilles spørgsmålstegn ved det mere. Bush er en kedelig person! Han
holder slet ikke fester i Det hvide Hus, som Clinton gjorde, og han går i seng allerede
ved 22-tiden og står op allerede klokken fire og forbereder sig til dagen. Han er heller
ikke farverig i sit intimere privatliv som Clinton, der charmerede damer i stor stil og
gav anledning til saftige dramatiske historier med detaljer, der på alle måder er at
henregne til afsporingernes zoner, både hvad angår økonomisk uføre og seksuelle
udskejelser under utroskab.
Bush kan ikke rigtig bruges som idol, for et idol skal have følelser og dække behov
på en måde der afspejler egne delpersonligheders følelser og behov, men vel at
mærke afspejler dem i et meget større spejl. Og noget af det mest specielle ved Bush
264