At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

giske perspektiv. Så ville vi nemlig også på en konstruktiv og kreativ måde kunne
udvirke samfundsbeskyttende tiltag, som ikke havde funktion af hævn og straf.
Martinus’ udgangspunkt er, at ingen naturligvis kan opføre sig ud fra et bevidstheds-
trin, som man ikke er på. Han anser i princippet alle lovovertrædelser og alle umoral-
ske og uetiske handlinger for at være udtryk for fejltagelser, som man har mulighed
for at lære af, og intet andet. Dermed påpeger han den logiske baggrund for udpræget
tolerance overfor forbrydere, men hvor konsekvensen vel at mærke aldrig er en laden
stå til. Man kan ikke handle ud fra erfaringer man endnu ikke har indhøstet, men vi
kan heller ikke leve med faremomentet, som de udgør. Skal vi undgå, at det tankekli-
ma, de kriminelle præsenterer, kommer til at præge vor tids og fremtidige generatio-
ners erfaringer, må vi udelukke vor socialisering fra berøring med det, og opskriften
Martinus giver er: Udvikling af ny pædagogik og undervisning, som bygger på denne
forståelse.
Hans konkrete forslag er, at man, i stedet for at indespærre forbryderne i vor egen
civilisation, isolerer dem udenfor vore kultursamfund. Han forestiller sig f.eks. Thule
som et oplagt område, idet det er nemt at overvåge, så narkotika etc. ikke kan blive
fragtet dertil - og svært at flygte fra. Dertil er der ingen i nærheden, som eventuelle
forbryderiske handlinger kan gå ud over.
Han tænker på et ophold der som det modsatte af en straf, idet han forestiller sig, at
man netop ikke er spærret inde, men har sin frihed til at bygge et nyt samfund op,
såvel som de har samfundets bedste pædagoger og lærere til at hjælpe sig med pro-
jektet, og at man vil opleve berigelse i denne proces. Dertil er en af hans pointer, at
forbryderne, brødrene længere tilbage på udviklingsvejen, vil udvikle talenter i ret-
ning af det rigtige menneskerige i langt højere grad i et sådant miljø end i vort. Han
påpeger den iagttagelse enhver skolepsykolog også har gjort, at et menneskebarn,
som er i gruppe med nogen, som altid og i alle sammenhænge er bedre til noget end
en selv, mister selvtilliden og troen på, at man dur til noget, er god nok, at man har
værdi. Denne tilstand stresser én, og min påstand er, at man amygdalakapres i den i
et omfang, som er uhensigtsmæssigt for ens egen udvikling, idet man konstant vil
være i alarmberedskab, altid i det cortisole system, aldrig i flow, og dermed ikke kan
forberede sin hjernes funktion til feltuafhængig tænkning. Man kan ikke få overblik.
Man drukner i detaljer. Detaljen for den, der aldrig får anerkendelse for noget, er
facittet: Her hører jeg ikke hjemme. Og et sted man ikke hører hjemme i er ikke ens
ansvar.
I et samfund, som må bygges op fra grunden, og hvor alle er forbrydere, vil der uden
tvivl være et eller andet enhver kan bruges til og føle sig værdsat på grund af. Enhver
ting man gør, som man oplever at få anerkendelse for, vil stimulere en til at forsøge
at kunne skabe endnu mere berigelse, og dermed vil man ifølge Martinus, men også i
overensstemmelse med den viden vi har om hjernens udvikling, få en langt hurtigere
udvikling af talentkerner i gang end tilfældet er, hvor man, som i vore fængsler, ude-
lukkende har forbryderverdenen udenfor versus forbryderverdenen indenfor at sætte
190