At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

erømte renæssancekunstner, antyder han også, at der kan være noget mere
eksistentielt på spil. Jeg anser det for at være langt fra tilfældigt, at det netop er en
renæssancemaler, han har opkaldt serien efter. Renæssance betyder jo som bekendt
nyfødsel, og den både følelsesmæssige og mentale nyfødsel, der var tale om i
renæssancen, som havde med forfinelse og forædling af mennesket mod en ny
forståelse af menneskelighed at gøre, er åndeligt betragtet ikke blevet udviklet siden
da.
Indholdet i renæssancen blev ladt i stikken til fordel for formaspektet. Jeg tænker på
renæssanceprojektet som parallel til en gejser, der skal til at springe. En gejser af Hzoneenergi.
Vandet stiger op gennem kanalen fra den indre vandlomme med enorme
temperaturer på en sådan måde, at den for hver gang den er kommet op til jordover-
fladen trækker sig tilbage igen for hver efterfølgende gang at komme lidt højere op,
indtil den danner en halvkugleagtig vandformation, som sidste gang, inden den
springer, er lidt mere end halvkugleformet. Når så den har sprunget, trækker den sig
tilbage dybt ned i lommen, og i lang tid, mens den bygger sig op igen, ser man slet
ikke vandet. Iagttager man på den måde den islandske gejser Strokkur, 192 som
springer mindst hvert tiende minut, får man et godt indtryk af loven for bevægelser.
Ifølge den findes der nemlig som bekendt ingen lige linjer, hvorfor alt vender tilbage
til sig selv. Men bevægelserne stimuleres af subtile impulser og ses ikke altid i den
ydre orden.
Mens den er tilbagetrukken og bygger sig op, kan man endda fristes til at tro, at der
slet ingenting sker. At der ingen kraft er i den.
Tizian var indenfor malerkunsten symptomatisk for denne naturlov. Hans talent
sprang op i vor mentalitetshistorie, i kraft af malerier, som en vældig inspiration –
men indholdet i det, der sprang op gennem ham, fortsatte ikke med at springe med
samme kraft.
Den sjælelige impuls mennesket konfronterede sig selv med som et muligt nyt
paradigme i renæssancen, da den åndelige springkilde sprang, så det syntes og hørtes
i hele den civiliserede verden, trak sig tilbage, og er siden hen dels som præroman-
tiske, romantiske og postromantiske impulser piblet op med jævne mellemrum, men
uden at idéen er blevet integreret i vort handlemønster.
Tizian døende illustrerer nogle aspekter af denne tilbagetrækning i de første to
billeder, og en mildest talt overvældende ny opadstigende impuls i det tredje billede
Himmelgåden. I det første billede Tizian døende. Første billede af serien Tizian
døende, falder Tizian ind i mørket i en hule og har tabt sine redskaber til at skabe
med i den fysiske verden: Sine pensler og sin palet. Han har intet fysisk fodfæste,
men der er ikke frygt eller rædsel malet i ansigtstrækkene, som er Willumsens egne.
Der er en tilbagetrækning i gang, som han ikke selv er herre over. En usynlig impuls
192 Strokkur betyder lille kværn. Den kan springe op til tredive meters højde og er en ung gejser kun
et par hundrede meter fra den gamle gejser, der gav navnet til springkilder over en stor del af
verden, og som kan springe op til firs meters højde, men spontant nu gør det meget sjældent.
239