At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

pressede situation i stand til at foretage sig noget, den slet ikke kan, når der er tændt
for den på almindeligt blus. 173
Kigger man på nærdødsoplevelser bliver det endnu mere interessant. Et fællestræk
for dem, der har været erklæret døde og kommer tilbage til livet huskende hvad der er
sket dem, er nemlig, at de er blevet konfronteret med handlinger, de har foretaget i
levende live, som havde smertefulde konsekvenser for andre. De oplever, hvordan det
er at være dem, det gik ud over. D.v.s. at de oplever at give deres ofre empati ved i
oplevelsen simpelthen bevidsthedsmæssigt at være disse ofre. (De spejler dem så at
sige naivt progressivt, således som barnet i sin første fase gør). Det er ifølge Marti-
nus netop sådanne oplevelser, der venter os i det, der kaldes skærsildszonen. Vi
konfronteres med alle de ting, vi har gjort, som er sket på bekostning af andres lykke,
og oplever vore ofres ulykke, indtil vi er så fulde af empati for medvæsenerne, at vi
aldrig mere vil kunne nænne at gøre samme slags gerninger. Fejltagelser, vi i levende
live har begået, og som vi har lært af forstået på den måde, at vi har lært lektien,
således at vi aldrig mere gentager dem, konfronteres vi ikke med i skærsilden. Det
ville jo være meningsløst og spild af kosmisk krudt, eftersom vi ikke ville kunne
blive klogere af det. Det er altså kun de fejltagelser, som vi ikke har været bevidste
om, at vi har begået, men som vi har haft mulighed for at kunne være bevidste om, og
dem, som vi ikke har villet bearbejde, ikke har villet konfrontere os med og påtage os
ansvaret for og korrigere i forhold til, at vi møder der. Det er med andre ord en slags
oprydning i vort ”synderegister”, hvor essensen er, at vi når til en forståelse af
konsekvensen af, hvad vi har gjort og får givet totalt slip på den drift i os, som fik os
til det.
Et eksempel fra et af dansk litteraturs mest påtrængende skærsildsscener anser jeg J.
Anker Larsens De vises sten 174 for at rumme, hvor en af bipersonerne, der har
ombragt et stedbarn, konfronteres med handlingen igen og igen, indtil han tager
barnet, han har dræbt, i sin favn og kærligt drager omsorg for det i stedet for at slå det
ihjel.
Overgangen fra det gamle slags handlemønster, der lå i ”fejltagelsen”, og det nye,
som er i overensstemmelse med de store kosmiske love, befinder sig der, hvor vi i
vort sind appellerer om hjælp hos noget, der er større end os selv. Eller hvor vi giver
slip på vort lavere dømmende jeg, vort ego, vore amygdalakapringer.
Da kommer så også hjælpen. Altid og uden forbehold. Og da er vi parate til at kom-
me ind i næste station: Himlen. Den paradistilstand, som der er tale om her, har man-
ge forskellige niveauer, svarende til de forskellige niveauer af egentlig lykkeoplevel-
173
Vor kronprins Frederik fortalte det blandt andet, med et udtryk der bar præg af, at han tydeligvis
var temmelig berørt af det, efter et trafikuheld i Frankrig, hvor han med andre unge mennesker i en
bil i lidt for høj fart var ude for et alvorligt uheld. Hændelsen jeg refererer til er et interview i DR1.
Jeg husker ikke hvornår og i hvilken sammenhæng, men mon ikke episoden huskes af mange?
174
J. Anker Larsen: De vises sten. Gyldendalske Boghandel, 1923. Tilkendt Gyldendals litteraturpris
samme år.
215