At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Det progressive spejl – spejling uden kapring
Lytning drevet ud i sin yderste konsekvens er progressiv spejling. I ren lytten foregår
der ikke samtidig vurderinger, analyser og domme eller foretages kritik. I ren lytten
er man heller ikke skeptisk. Man polerer sit spejl, til det er helt rent og spejler ganske
enkelt dét, der er foran én. Dette betyder, at den talende oplever spejlet udsende det
samme som det modtager. Man har ikke et formørket spejl, en mur, der slet ikke
genspejler; man har heller ikke ét, der forvrænger, hvad man siger ved at påstå, at
man har sagt noget andet, end man sagde, fordi det er spejlets fortolkning og vurde-
ring, man hører. Man får heller ikke et godt råd uden at have bedt om det, hvilket er
tilfældet i ”Don’t worry be happy” spejlingen, den reflekterende spejling. Man får en
reaktion fra vedkommende, som viser en, at netop den tilstand, man befinder sig i, er
blevet forstået. Det er hvordan man har det, der bliver hørt, i modsætning til hvordan
lytteren tror, man har det.
Den progressive spejling forudsætter imidlertid en tilstand af tillid på et fundamentalt
plan. Jeg har i mange undervisningssammenhænge hørt folk give udtryk for opgivelse
og bekymring ved tanken om at lægge øre til andres genvordigheder. De er bange for
at blive brugt som skraldespande og opleve at blive fyldt med den talendes affalds-
produkter i bogstaveligste forstand.
Det er paradoksalt nok især den, der spejler reflekterende, som hyppigst giver udtryk
for ikke at magte at høre noget såkaldt negativt. Men hvis man nu virkelig var over-
bevist om, at det onde, det farlige, det bekymrende ikke var til, kunne man vel så let
som ingenting lade den anden persons smerte trænge ind i sig. Man kunne åbent lytte
til vedkommende, lade vedkommende tale ud, man kunne forsøge at sætte sig ind i,
hvordan vedkommende havde det, ved simpelthen at mærke den anden i sig selv og
prøve at sætte sig i vedkommendes sted. Det kunne være, at man udsatte sig for en
forfærdelig smerte derved. Men lad os nu foretage det tankeeksperiment, at man,
mens man havde denne smerte i sig, så på et højere plan vidste, at den var illusorisk,
at den slet ikke var til, fordi alt var såre godt, og at der var en mening i begivenheder-
ne, som vi bare slet ikke kunne begribe lige nu i øjeblikket; at vi altså på denne måde
affandt os med at give os hen til en tillid i højere forstand - til en meningsfuldhed i
skaberværket på trods af, hvor slemt noget tilsyneladende kunne se ud… Så ville vi jo
ikke behøve at frygte smerten, vel? Så ville vi kunne dele byrden med det lidende
menneske og gøre det samme som Herkules gjorde for Atlas.
Atlas bar jo som bekendt hele verdens tyngdeenergi på sine skuldre. Han var blevet
dømt til at løfte verden på sine skuldre, for at himmel og jord ikke skulle falde
sammen, eller med andre ord for at livet i det hele taget skulle være muligt at leve
som menneske, altså for at jorden ikke skulle gå under. Først når et væsen formåede
at give ham empati, som Herkules gjorde, da han så ham stå og vakle med denne
38