At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

der er magtesløs og hjælpeløs, og som de føler sig ulykkelige over ikke på nogen
måde at kunne hjælpe.
At være modstander af fri abort er set i dette lys naturligvis udtryk for total empati-
afgivelse til de ufødte sjæle, men der er faktisk endvidere også tale om empatiafgi-
velse på et sjæleligt plan til kvinderne.
Man kan sige, at den, der tænker feltuafhængigt, uden nogen som helst tvivl
personligt må være modstander af abort, idet der dybest set ikke er nogen forskel på
at frarøve et født inkarneret menneske livet og et endnu ikke født inkarneret
menneske livet, bortset fra, at det endnu ikke fødte, set i lyset af martinuskosmologi-
en, ikke bare får sin livsproces på jorden afbrudt, og må gennem en diskarneret
periode førend det kan inkarnere igen, men oveni afbrydelsen af den fysiske
livsoplevelse mister talentkerner, fordi det ikke når hele repetitionsforløbet igennem
inden fødslen. Det kan, som vi tidligere har været inde på, netop ikke fortsætte ind i
henholdsvis skærsildszone, paradistilstand, visdomsrige, guddommelige rige og
salighedsrige for så atter at få lyst til inkarnation og tage en lektie mere i livets egen
skole, men sendes tilbage i limbotilstand, hvor der ingen er til at hjælpe en fra det
udviklingstrin, vi mennesker i øvrigt befinder os på. 209 Der kan ikke komme det vi
oplever som skytsånder eller skytsengle og tage imod os, ligesom når vi dør.
Ud fra en kosmologisk betragtning er der således tale om at påtage sig lederskab på et
I- eller J-niveau, når man udsender det klare signal, at man finder fri abort uetisk og
ikke vil gå ind for at legitimere sådanne handlinger ved lov. Set i denne sammenhæng
befinder den katolske pavelige etik sig således også på et højere åndeligt udviklings-
niveau end den protestantiske gennemsnitsmoral, hvilket kan forekomme paradoksalt,
eftersom de fleste moderne protestanter netop henregner den katolske kirke, og paven
i særdeleshed, under en kategori af noget håbløst gammeldags og forældet.
Reminiscenserne fra det moderne gennembrud, hvor friheden til promiskuitet med
efterfølgende logisk krav om fri abort vel står som noget af det mest centrale, må vi
således i denne sammenhæng henregne til lavere udviklingszoner end H-, I- og Jniveau.
Åndsvidenskabeligt betragtet er det da også denne holdning, som er gammel-
209 Mit eget yngste barnebarn, Sara Rós Hulda, fortalte spontant kort tid efter at hun havde lært at
tale, at det først var mig, der havde været hendes mor, men at jeg så forsvandt, hvorpå hun var kom-
met til trolden, hvor hun havde været, indtil hun så fandt min datter, som nu var hendes mor. Det
gjorde et stærkt indtryk på mig, idet jeg lige siden hun blev undfanget, havde haft en fornemmelse
af, at dette tredje barnebarn var identisk med det menneske, som jeg selv aborterede provokeret 25
år inden. Jeg følte mig dengang umådelig tæt knyttet til væsenet og var kolossalt ulykkelig over min
beslutning om abort. Personligheden traf beslutningen af behov for at kontrollere min skæbne, og
jeg ville være færdig på universitetet, men min sjæl led grænseløst under hele processen.
Set i lyset af martinuskosmologien er det yderst tankevækkende, at hun udtaler, at hun kom til
trolden, for Martinus taler netop om, at man kun kan opleve bevidsthedsniveauer der, som er på det
udviklingsniveau man selv får sin udviklingsproces afbrudt på. Afbrydes processen således i 8. uge,
er det ganske forståeligt, at toårsbarnet beskriver erindringen som et møde med en trold; for på dette
tidspunkt repeteres de primitiveste menneskelige udviklingsniveauer.
263