At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Opus Dei som symbol for overgangsstadiet til det nye paradigme
Opus Dei er fascinerende at skue i dette perspektiv. I Dan Browns bestseller Da Vinci
Mysteriet, som vi har været inde på før, er bevægelsen som bekendt blevet tildelt den
skumle rolle som arketypisk bøddelagtig magtinstans. Men lad os forsøge at se, hvil-
ket billede der tegner sig, når vi foretager et objektivt kig.
John Allen har i sin bog Opus Dei 327 beskrevet bevægelsen på en måde, der forekom-
mer mig sober og nøgtern. Den er fri for vurderinger og domme, men rummer en
række oplysninger, som der er kildeangivelser til, og som er kontrollerbare.
Væsentligst i denne sammenhæng er, hvordan ideen til organisationen blev undfan-
get. Den så den som 23-årig præsteviede Josemaria Escrivá de Balaguer nemlig som
kun 26-årig i en meditation i 1928. Opus Dei betyder Guds Værk, og det aldeles
afgørende i Escrivás vision er, at det enkelte menneske selv påtager sig ansvaret for at
virkeliggøre Kristi budskab, ikke ved at forkynde hans budskab, 328 men i kraft af
egen praksis. Hovedformålet for den enkelte er således at tjene. Måske har John F.
Kennedy været inspireret af Opus Dei, da han i sin berømte tale sagde: ”Spørg ikke,
hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land!” ? I det mindste
begynder alle medlemmer af Opus Dei deres dag med det fromme herkulesønske ”lad
mig tjene”, ”serviam”. Medlemmerne søger ”at gøre sig selv og andre hellige i deres
daglige arbejde”. Om end bevægelsen er opstået indenfor den katolske kirke, som vi
nordboer jo normalt betragter som mere konservativ end den reformerte, rummer den
bevidsthedsniveauer, som nærmer sig tredjeimpulsprojektet langt mere, end vi finder
indenfor den lutherske tradition.
I den reformerte kirke er vi nemlig, som vi er, og frelses i kraft af vor tro på Jesus,
hvorved vi spiller roller som objekter for Jesus og Guds vilje, om end der også
indenfor lutheranismen er opfordring til selv at praktisere det gode.
I Opus Dei´s selvforståelse er målet derimod selvforædlelse, hvorved vi i kraft af
vore handlinger kan gøre os til medskabere af vore og andres liv og dermed bevidst
påtager os rollen som subjekt for eget liv.
Helt i overensstemmelse med martinuskosmologien, kan vi selv være medskabere af
vore liv og vor omverden, hvis vi vil, men det indebærer, at vi må gøre os til del af
Guds vilje, lade din vilje og ikke min ske.
Kernen i hans vision er, at kirken ikke udgør en del af livet, som vi deltager i på et
bestemt lokalt område og på afgrænsede tidspunkter, men at kirken er hele livet, at
det dybest set drejer sig om at gøre hele livet helligt. Dermed er opdelingen i gejst-
lighed og verdslighed at betragte som en ren illusion. Han ser mennesket som kaldet
327
John Allen: Opus Dei: Secrets and Power inside the Catholic Church, Doubleday, 2005.
328
Jævnfør protestantiske præsters hyppige udsagn om forkyndelsen som det væsentligste i deres
præstegerning.
384