At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

ved hjælp af lynhurtige manøvrer knyttet til fænomener som angreb/forsvar, flugt
eller gåen død.
Som primitive skabninger kunne vi hyppigt redde livet ved at handle hurtigt uden at
tænke, 18 altså instinktivt, men de sidste 30.000 år har det faktisk kunnet betale sig for
os at tænke os om, inden vi handler, i de allerfleste situationer og i særdeleshed, når
det drejer sig om verbal kommunikation.
Det er således ubevidste kollektive erindringer om situationer, hvor vi har været i
fare, der, underordnet en misforstået selvopretholdelsesfunktion, som fortidstænkning
tager styringen pr. automatik. Vor hjerne kapres på denne måde af fortidige handle-
mønstre, der sprøjtes op fra amygdalavulkanen, hvorpå disse tankearter bemægtiger
sig hele hjernen. Og det er vel at mærke fortidsminder i os helt tilbage til primitive
stadier i vor udvikling, der tager over. På et plan korresponderer de med kollektivt
ubevidste erindringer fra krybdyrstadiet, på et andet plan korresponderer de imidlertid
med erindringer fra vor egen personlige tidlige barndom. Når vi således kommer til at
sige noget, som vi, så snart vi har sagt det, fortryder, og har fornemmelsen af skam
over at have sagt, kan vi være ganske sikre på, at en amygdalakapring har fundet sted.
I en sådan situation er bevidstheden om det uhensigtsmæssige i reaktionen vågnet
efterfølgende. Man kan tale om, at samvittigheden er vågnet, eller at bevidstheden har
taget over.
Det er imidlertid min hypotese, at de allerfarligste amygdalakapringer slet ikke er
dem, vi bliver bevidste om har fundet sted, men er dem, der finder sted permanent, og
som vi ikke har den ringeste anelse om finder sted.
Det farligste sker, når vi tror, vi tænker, men i virkeligheden blot repeterer fortid.
I mit arbejde med biografier, med processer, hvor mennesker kommunikerer kon-
struktivt med sig selv og andre om deres eget og andres livsforløb, ser jeg dem
hyppigt komme til klarhed over, hvorledes et bestemt fortidslevn fra deres biografi,
f.eks. den, den eftertragtede moder aldrig havde tid til, gennem måske et halvt hun-
drede år har reageret på eftertragtede objekter ud fra netop denne oplevelse, eller
denne falske bevidsthed: Den, jeg eftertragter, har ikke tid til mig. Er man gennem
hele livet kapret af et sådant delpersonlighedsfacit, er man afskåret fra at opleve nuet
med alle de mulighedsaspekter, der er i det. Så vil man være begrænset af det mulig-
hedsaspekt, der ligger i denne fortidserindring.
Jeg har set hundredvis af liv blive levet på denne måde, og det ser ud som om det
tidligst er omkring de 35 år, at der viser sig en naturlig mulighed for at vågne op fra
kapringerne. Selv bildte jeg mig ind at have gennemskuet alle fortidsuhyrer i min
amygdala da jeg var 35, indtil jeg 14 år senere måtte se i øjnene, at der var i det
mindste et enkelt, der på uhyre snedig vis havde lagt en dæmper på mit personlige
udviklingsprojekt. Det var hende, der ikke blev forstået.
18 Jævnfør hvorledes allerede William Shakespeare gjorde opmærksom på dette i Hamlet, som han
lader sige ”to procrastinate is to lose” (at nøle er at tabe, frit efter hukommelsen), og hvordan den
mentalitet endte, nemlig med alle døde på scenen ved tæppefald efter sidste akt.
28