At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

tankefordybelsen, er, at man tager konsekvensen af al den viden der er – både i en
selv og udenfor en selv, men som man har kendskab til! Den kristne kender således
tanken om, at alle mennesker har del i den samme guddommelige natur, og kender til
tanken om, at Gud elsker alle, hvorfor vi potentielt også har muligheden i os for at
kunne elske alle. At vi ikke gør det tyder på, at vi stadig er ved at blive skabt i Guds
billede … at vi er skabt fysisk med en dyrekrop, men at Gud har skabt os som men-
nesker ved at belive os med ånd, fordi målet er, at vi skal være som Gud også i vor
adfærd, og har potentialet i os til at blive som han, men stadig er langt fra og må
fokusere på, hvad næste skridt i retning af en sådan fuldkommenhed kan indebære.
Den der fokuserer på dette næste skridt, er det vi har defineret tidligere som den
reanimerende kraft, der vil opfatte sin væsenskerne forskelligt afhængigt af hvilket
reanimationsniveau, man befinder sig på. Dermed bliver det egentlig ret meningsløst
at diskutere hvorvidt reinkarnationstanken er forenelig med kristendommen. Det
meningsfulde er at forsøge at finde ud af, hvordan man i højere grad kan nærme sig
idealet: Det guddommelige i forståelsen: Den der elsker alt og alle – og ser at første
skridt går gennem at kunne udvise tolerance, dernæst tålmodighed, så forståelse, så
medfølelse og endelig næstekærlighed.
I buddhismen skaber man derved sin egen fremtidige skæbne. Det gør man ikke i
kristendommens selvforståelse, men Dalai Lama peger på, at man ved at udvise en
sådan adfærd jo er sin Gud til behag, hvilket vel er den bedste gave, det bedste offer,
man kan give den guddommelige skaber.
Martinus set i relation til Dalai Lama
I Martinus’ tredje testamente bestående af hele forfatterskabet: Livets bog bd. 1-7,
Det evige Verdensbillede bd. 1-4 samt Logik, Bisættelse, Samarbejdsstrukturen og de
mange småbøger og artikler i tidsskriftet Kosmos, illustrerer Martinus, hvad en sådan
årvågen indre fokusering på Gud og lovene i kosmos kan afstedkomme, nemlig en
sammenhængende kosmologi, der med Kristus som inspirationskilde viser os lov-
mæssigheden, der gælder såvel for det såkaldt fysiske som for det såkaldt åndelige.
Martinus oplyser, at han i denne indre årvågenhed har fået adgang til det kosmiske
visdomshav og her set, at mennesket såvel som alt muligt andet eksisterende udgøres
af en treenighed, bestående af X1, Skaberen, X2, skaberevnen og X3, det skabte.
X1 kalder han endvidere det Noget, som er, altid har været, og altid vil vedblive med
at være og som i øvrigt kun derudover kan defineres på én måde, nemlig ved, at det
altid vil unddrage sig enhver form for definition. I den kristne terminologi er det dét,
der kaldes Gud eller ren ånd. Mennesket vil altid i sin bevidsthed være afskåret fra at
kunne møde denne dimension, men den virker i os som Guds Jeg, nærmere defineret
293