At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

som forbillede kunne forsone mennesket med Gud. Jesus blev således ikke betragtet
som Gud, men som forkynder. Og det var endvidere unitarernes opfattelse, at
mennesket vandt sin vilje som personlig besiddelse ved at gøre den til del af den
vilje, som råder i universet. En opfattelse, der i høj grad er sammenfaldende med
Martinus tankekoncentration over din vilje ske i sin gennemgang af Fadervor i den
lille bog Bønnens mysterium. 83 Men som det tydeligt fremgår af ovenstående citat,
som jo er en kosmisk troserklæring – eller rettere erkendelseserklæring – er hun
udmærket klar over treenighedsprincippets funktion gennem universet, det universelt
eksisterende og det mig personligt givne. Og tanken, at det er for Guds skyld – hvad
Martinus kalder X’s skyld – at hun må bevare og fuldbyrde det hende personligt
givne, det guddomsprægede i hende, er, hvad hele Blixens forfatterskab og liv i det
hele taget bygger på. Dette fremgår også af formentlig verdens korteste selvbiografi,
på blot et par sider, 84 hvor hun med stor tydelighed markerer, at der er tale om en
slags tredje testamente i hendes litteratur. Det sker dog i litterær form på den måde, at
hun fortæller, at de sorte på hendes farm i Afrika mente, at det var en slags ny Koran
hun forfattede – og at de på sin vis blev bekræftede i deres forestillinger. Hun fortæl-
ler nemlig, at hun på det sidste har modtaget mange breve fra dem, skrevet efter
diktat af deres professionelle skriver, hvor de bebuder, at de er fornøjede med (are
pleased), at hun har fået færdiggjort sin bog og har fået instrueret sit eget folk i Guds
veje. Det Afrika, som hun indgik i pagt med, er altså tilfreds med, at hun har fået
gjort, hvad der var Guds mening med hende: Fået instrueret sit eget folk i Guds veje.
Og dermed har hun fået den velsignelse fra landet, urlandet, som hun (i stalddøren, til
sin hest Rouge) bad om, inden hun måtte rejse hjem, med ordene ”Jeg forlader dig
ikke førend du har velsignet mig”. Hvad der er endnu mere interessant er egentlig, at
hun i denne ultrakorte selvbiografi, hvor hun fortæller, at hun egentlig blot til at
begynde med skrev for at more sig selv, men at det så blev til et helt univers af
forklaring, sammenligner sig selv med Gud i skabelsesøjeblikket. Om det sagde hun
nemlig utallige gange, at: ”Således elskede Gud verden, at han skabte den.”
Udtalelsen lader sig egentlig kun begribe ud fra et bevidsthedsplan på niveau med
Martinus’. Det forekommer mig, at alt det Martinus vidste bevidst, og som han kunne
netop vide p.g.a. sin kosmiske bevidsthed, vidste Blixen ubevidst. Derfor taler hun
om tro, hvor Martinus taler om viden, såvel som hun taler om inspiration som niveau
for erkendelse, hvor han taler om intuition. Men de store facitter, som de hver for sig
når frem til, befinder sig på samme frekvensniveau. Om end det kaldes fantasi,
inspiration og erkendelse af Blixen og sansning fra oven af Martinus.
Et vidunderligt eksempel på et sådant, finder man i debatten om vivisektion, hvor hun
understreger, at når hun ikke mener, at mennesker kan være bekendt ikke at behandle
dyrene godt, taler hun ikke først og fremmest for dyrenes skyld, men fordi hun ikke
tror, at menneskene kan tåle det. Når vi overtræder reglerne i den store etiske ver-
83 Martinus: Bønnens Mysterium, nr. 11, Borgen, 1989.
84 Blixenarkivet, Karen Blixen. B. IV B, 4. kps. 140. Det kongelige Bibliotek.
109