At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

at overtage daghøjskolen, selvom grundlaget for den var aldeles usikkert. Gennem ti
år arbejdede jeg så på denne åndsvidenskabeligt funderede daghøjskole, som tiltrak
mennesker af en ganske bestemt slags, nemlig mennesker, som hovedsagelig var i en
eksistentiel krise, og som nærede et stærkt ønske om at komme ud af den med sjælen
i behold. Det var på det tidspunkt, hvor lovgivningen muliggjorde, at man kunne tage
orlov på op til et år fra både arbejde og ledighed for at efteruddanne sig efter eget
ønske på blandt andet daghøjskoler. På ”min” skole var størstedelen af alle kursister-
ne mellem 35 og 60; altså i værdikrisen og i perioden, hvor det kan gå gruelig galt,
hvis ikke man får den løst. Biografiforskningen peger sammen med Jung på, at men-
nesker i perioden mellem 40 og 50 må frigøre sig fra overdrevent ”jegfangenskab” og
foretage en omstruktureringsproces, som har med åndelig modning at gøre, samt at
der hos dem opstår et behov for kundskaber, livserfaring og dømmekraft, som har
med mennesker at gøre, hvorfor mange mennesker i denne fase helt naturligt forsøger
at komme fra arbejdsområder, som er tekniske og mekaniske til områder, der er af
større kompleks åndelig beskaffenhed. Det viste sig, at de mennesker, der søgte
skolen, befandt sig på stadier af stress og udbrændthed, som så ud til kun at kunne
løses ved at de fik nye indre ressourcer at håndtere omverden ud fra. Jeg underviste
på skolen i over tredive timer om ugen i forskellige åndsvidenskabelige tilgange.
Hver dag var der undervisning i henholdsvis Et kursus i mirakler 120 og martinuskos-
mologi, og derudover indføringer i meditation, undervisning i menneskets biografi,
ikke voldelig kommunikation, indføring i kreative processer såsom maling, i perioder
også ikonmaling samt fysisk træning og afstressning af kroppen.
Her var således tale om en bearbejdningsfase, som havde til hensigt at hjælpe med at
blive frigjort af ”jegfangenskabet”. Og det viste sig også, at de, der efter endt ophold
valgte at tage tilbage til deres ”gamle” arbejde, netop gjorde det på en ny måde med
så stærke indre værdier, at de overvejende formåede at bevare roen, og at de, der
valgte at gøre noget helt andet, overvejende fandt ind i nye arbejdsområder, som de
dels kunne være kreative i og dels drage omsorg i. I den periode, hvor den fri ung-
domsuddannelse eksisterede, blev skolen brugt af et væld af mennesker, som befandt
sig i denne fases desperation, til at opnå indre afklaring og skaffe sig de fornødne
færdigheder til at forbinde sig med ledetråden i deres liv og efterfølgende skaffe sig
de faglige færdigheder, der skulle til, for at de kunne komme videre med et karriere-
liv i et mere passende spor, som altid vedrørte arbejde med mennesker.
Dette betød, at min arbejdsdag fra mandag til fredag varede fra 7.30, hvor jeg mødte
på skolen til oftest klokken 20, fordi jeg udfærdigede studieplaner efter undervis-
ningstiden. Jeg så omkring femhundrede mennesker i denne alder blomstre op på en
måde, der frydede mig. Den nye værdi, de fandt ud af, at de rummede, gav dem
overskud. De udviklede ægte medfølelse og uselvisk hjælpsomhed og blev gladere;
deres familier blev også gladere, og de havde igen en fremtid. Det var så berigende
120 Se afsnittet om Et kursus i Mirakler i denne bog.
155