At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

aldrig får realiseret dem, er at finde i, at de ikke fik udviklet talenterne for at realisere
disse ideer i fantasiverdenen som børn, lege dem, ganske enkelt.
Tror man, at det at finde en løsning er forbundet med kedeligt, hårdt og trivielt
arbejde, ganske blottet for nogen form for lyst, vil man uvægerligt forsøge at undgå
det. Ens alarmberedskab vil gå i gang, hver gang der forventes præstationer af den art
af én, og man vil give sig til at spejle forvrængende, formørket eller reflekterende,
fordi det forekommer én for uoverskueligt at skulle forsøge at finde en løsning,
hvilket jo betyder, at man må gå ind i sagens kerne, en proces der er skræmmende
ukendt land, hvis man ikke har leget der i fantasien. Man skal på fantasiplanet have
konfronteret sig med dragen og besejret den, så at sige, rent mytisk illustreret i
historien om Herkules, der allerede som lille barn kvalte slanger.
Drenge, der har tilbragt denne periode på den type kostskoler, som har en livs- og
undervisningsform, der i høj grad træner intellektet og tilsidesætter følelsesmæssige
og kunstneriske kvaliteter, betegnes som voksne ofte af deres omgivelser som svære
at få egentlig kontakt med - at modtage forståelse og empati fra - og i det hele taget
indgå i sociale relationer med. De benævnes ofte som stive og konservative i deres
tænkeform.
Tager man i betragtning, at der næppe findes nogen ramme at indgå i, som er fjernere
fra Lievegoeds idealverden for børn i denne periode, er det ikke så underligt. De kan
latin på niveau med vore gymnasiers store latinprøve allerede når de er tretten år, og
har en fantastisk paratviden indenfor hele den klassiske kultur, men spørgsmålet er,
om de har udviklet talentet til at kunne nyde skønheden ved den græske vase, for hvis
tilblivelse de kender det gyldne snits lov som forudsætning, eller om de kender til
oplevelsen af himmelsk samtale eller glæden ved at udvikle en idé i fællesskab? Mit
eget svar er i en vis udstrækning et nej. Mine egne erfaringer med specielt engelske
kostskoledrenge får mig til at stille spørgsmålet, om prisen ikke er for høj. Hvis
prisen er, at den sociale kreativitet afskrives, vil vi så virkelig betale den? Er det vi
får i stedet så meget mere værdifuldt, at vi vil give afkald på den sociale kreativitet og
ansvarlighed?
Lad mig da bare sige det nu, som jeg vel er forberedt på, at nogle ville kunne føle sig
fornærmede over, nemlig at mange mennesker nok på det biologiske plan er blevet
voksne, men sjæleligt ikke rummer andet end børns kvaliteter. Dermed mener jeg
lever i følelsesmæssig afstumpethed på en måde, som gør, at de i højere grad forhol-
der sig ud fra rigid lydighed, ud fra hvad de tror, at man skal eller bør, end kreativt,
konstruktivt og socialt ansvarligt. I vor vestlige verden møder vi disse voksne, som
ikke fik lov til at drømme, ikke fik lov at kompensere i det indre for manglerne i det
ydre, som stopklodser for flow på arbejdspladser, hvor de mangler fleksibilitet og
omstillingsparathed og opfattes som kværulanter; i den østlige verden, hvor friheds-
oplevelsen i indlæringsprocessen som barn glimter endnu mere ved sit fravær, som
den type fundamentalister, der straffer, hvis ikke de får deres krav indfriet. At stille
krav er nemlig dybest set udtryk for mangel på sjælelig fylde og mangel på sjælelig
77