At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

ingsangst overfor tanken om at tage del i en sådan praksis. For hvordan forklare og
få folk til at begribe, at det kan være udtryk for et løft til et højere bevidsthedsniveau,
der hører et fredeligt liv i globalisering til, at afskaffe suverænitetsbegrebet, når vi i al
drøftelse af fredeliggørelse i det gamle paradigme netop har hyldet suverænitetsprin-
cippet som noget, der udgør en betingelse for de enkelte landes selvstændige ret. Det
ville være nemt for i forvejen kritisk eller manipulatorisk indstillede befolkningsgrup-
per at få det til at se ud, som om der nu var aggressorer, der havde gang i et eller an-
det mistænkeligt. Og frygten for hvordan pressefolk ville formidle tankerne, kunne
nok også afholde en del fra at turde ville gå med på at gennemføre planen. Ville pres-
sen indgå som allieret i et sådant forehavende? Eller ville den snarere se muligheden
for at kunne ”afsløre konspiration” og dermed skærpe splittelse?
Latterliggørelse ville nemt kunne følge én, sådan som det skete for Karen Jespersen,
da hun foreslog at placere kriminelle på en øde ø. Forslaget blev forstået i det gamle
paradigme og derfor betragtet som hørende middelalderen til. Var det blevet forstået i
den nye verdensordens paradigme, ville der derimod være tale om et yderst brugbart
fremadrettet pædagogisk redskab.
Med andre ord og oversat til den terminologi, vi bruger i denne bog, kunne den, der
ind imellem formåede at tænke feltuafhængigt, når han hørte Vázlav Havels forslag,
måske godt se, at det ud fra en logisk betragtning var dét, der skulle gøres. Men med i
vedkommendes betragtninger kunne man så meget vel tænke sig indgik den kends-
gerning, at størstedelen af befolkningen ”jo” tænkte feltafhængigt, hvorfor man ikke
turde nære forhåbning om, at dette forehavende ville kunne forstås i det sande per-
spektiv.
Hans tale fik tilsyneladende ingen konsekvenser for udviklingen af den praktiske
politik. I hvert fald kom disse tanker aldrig til at indgå i TV-aviser hverken her eller i
andre europæiske lande; der var heller ingen paneldiskussioner, hvor politikere,
filosoffer, sociologer, psykologer og kommunikationseksperter for åben skærm eller
mikrofon fordomsfrit drøftede temaerne i talen og de mulige konsekvenser indenfor
forskellige områder.
Hans tale blev i offentligheden tiet ihjel. Denne offentlige hemmelighed ser imidler-
tid i disse år ud til at have virkning som en boomerang, der nu kommer tilbage til de
statsledere, der rent faktisk udførte politiske aktioner, ganske som Havel foreslog i
sin tale, men uden fra begyndelsen af at sende et tilstrækkeligt klart signal angående
årsagen til handlingen. 207
207 Problemstillingen får mig til at tænke på en gammel dame jeg kender, som ikke er senil, men
som af angst for at tage parti (hun er opdraget til at tænke, at alle er lige gode), ikke sender klare
signaler om sine standpunkter. F.eks. sagde hun engang i en samtale med mig: ”Når jeg har sagt til
hende ikke bare én gang, men to gange, når hun har spurgt mig, at jeg ikke ved det, så er det fordi
jeg ikke ved det, og så skal hun ikke spørge en tredje gang. ” Jeg vidste tilfældigvis, at hun
udmærket kendte svaret, for hun havde netop fortalt mig, som i denne sammenhæng havde hendes
fortrolighed, det. Så jeg sagde: ”Du sagde du ikke vidste det, men du vidste det.” ”Ja!” var hendes
257