At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

ligheder, som giver udtryk for ”utåleligheden” har vældig meget indestængt vrede i
sig og insisterer på kolossal opmærksomhed. Det er hyppigt et lille barn, som ikke
blev set, og som aldrig formåede at opleve det som sin ret blot at træde frem og have
sig selv med, der kommer til syne. Når så det bliver set og får så megen tryghed, at
det kan begynde at rumme kompleksiteten i sin biografi, hører det helt naturligt op
med at gøre oprør og protestere, og vedkommende glider stille og roligt ind i den
følelsesmæssige frigørelse. Men processen kan meget vel tage mellem ét til to år.
Rosenberg taler om, at vi skal tæmme vor indre sjakal, men min erfaring er netop, at
der ikke kun er én indre sjakal at tæmme. Der er ofte et helt kobbel, og eftersom de
som nævnt kan være i indre stridigheder med hinanden, skal der åbnes mange vinduer
undervejs.
Det er på baggrund af disse erfaringer, at jeg har udviklet konceptet konstruktiv
kommunikation, idet det for mig at se var umuligt at få transformationer til at ske fra
følelsesmæssigt slaveri til følelsesmæssig frigørelse, hvis ikke kilderne til alle
følelserne, forstået som smertepunkter på tidslinjen såvel som glædespunkter på
tidslinjen blev skuet, genkendt, begrebet og enten indlemmet til udvidelse (potentia-
lerne) eller transformeret til noget, der lod sig udvide. Som vi ved, udvider lys sig,
mens mørke trækker sig sammen. De mørke destruktive sammentrækkende følelser,
som gør forknyt, finder vi kilden bag, som altid viser sig at bestå af lys, idet ethvert
sandt behov er af lys. Dette skyldes, at kilden til det dybest set er sjælelig/åndelig og
derfor har samme ophav, som det Johannes beskriver i sin indledning til evangeliet,
hvorimod de illusoriske behov, dem vi tror vi har, men som tilhører fortidige delper-
sonligheder i os, er nogle vi giver slip på med lethed, i bevidsthed om, at disse alene
opstod i barnets ubevidste tilstand og er bundne til situationen da, hvorimod de intet
har at gøre med de behov, man har som voksent menneske.
I erhvervslivet kan man også være i følelsesmæssigt slaveri. En hel virksomhed kan
være det, som f.eks. Ikea i Danmark ser ud til at være det. Således så jeg lidt over
midten af december 2006 ikke nogen som helst julepynt hos Ikea i Baldersbrønde
udenfor København - der var ikke det ringeste tegn på, at julen stod for døren -
hvorimod der på Island den 22. december samme år på TV blev annonceret, at man
kunne komme til Ikea og komme rigtig i julestemning – sågar på den rigtige nordiske
måde. Ikea signalerer således i et land med en indflydelsesrig og meningsdannende
islamisk befolkning, at det ikke lægger vægt på kristen juleskik, ja, helt fornægter
den, hvorimod virksomheden i et land med et mærkbart fravær af islamisk indflydelse
signalerer, at det er indforstået med et nordisk kristent værdigrundlag. Er der tale om
at undgå konfrontation med muslimer i Danmark, er der tale om et ekstremt højt
niveau af følelsesmæssigt slaveri. Jeg har imidlertid hørt noget om, at mange musli-
mer er ansat i Ikea, både i Sverige og Danmark, og det kan jo derfor også tænkes, at
man er bange for at miste arbejdskraft. Men i så fald er der også tale om følelsesmæs-
sigt slaveri, om end på et mere sofistikeret plan. Endelig kan der naturligvis også
være tale om, at man er aldeles ligeglad med folks værdigundlag og ikke vil signalere
424