At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

småbørnsårene er mindre. Men dette er velkendt, og jeg vil tro, at enhver, der træffer
beslutning om at udsætte børnefødslerne, har forholdt sig til disse kendsgerninger og
besluttet sig for at løbe de nævnte risici. Hvad vi mig bekendt ikke tænker så meget
over er, at vi derudover betaler en anden og for hele vort samfund meget høj pris,
som vi måske først kommer til at mærke konsekvensen af på længere sigt.
Jeg tænker hermed på konsekvensen for vor definition af, hvad et voksent menneske
egentlig er.
For at ruste sig til at komme ud af denne fase og ind i næste modenhedsniveau, er der
nemlig en række faktorer, som i henhold til biografierfaringerne gerne skal være op-
fyldt, og som jeg ser en tendens til ignorering af i vort samfund.
Lad os kigge på dem.
Der tales om, at den unge voksne har brug for at afprøve sine evner i mange
forskellige sammenhænge for på den måde at kunne lære sig selv og sine evner at
kende, og hvor vigtigt det at opleve anerkendelse i denne sammenhæng er. Lievegoed
peger på, at på hvilket niveau man end begynder sin arbejdskarriere, vil man altid
anstrenge sig for at opnå sin chefs og sine kollegers anerkendelse, idet man ganske
enkelt ikke kan eksistere uden den sjæleligt. Han peger på, hvordan ens følelsesliv,
mens man er i tyverne, endnu er heftigt og labilt og på, hvordan man på skift kan
være himmelhøjt jublende og bedrøvet til døden alt afhængigt af, om man har oplevet
anerkendelse eller ej.
Da Goethe som 27 årig så tilbage på den forgangne livsfase i sit eget liv brugte han
netop ordene Himmelhoch jauchzend – zum Tode betrübt. Følelsen af egenværdi er
nemlig endnu afhængig af, hvordan verden reagerer på den unges ekspansive forsøg.
Får han anerkendelse er han i den syvende himmel, men har han fået en moralsk
opsang, er verden blevet til en bedrøvelig affære.
I vor europæiske kultur regner mange det for et stort plus, når vi skal ansætte en ny
medarbejder, hvis vedkommende har været lang tid i hver ansættelse. Vi tager det
som tegn på, at man så er god til både at passe sit arbejde og indgå socialt på en god
måde i et arbejdsmiljø, altså som udtryk for, at man er god til at tilpasse sig.
I USA regner man det derimod for et stort plus, hvis det af et CV fremgår, at ansøge-
ren har bevæget sig meget omkring, har uddannet sig på flere forskellige uddannel-
sesinstitutioner og i ansættelsesforhold vekslet mellem mange forskellige både mil-
jøer og stater.
Man kan sige, at det i Europa betragtes som et plus at signalere stabilitet og besidde
evnen til at være i en statisk situation, hvorimod det i USA betragtes som et plus at
signalere bevægelighed og at leve et liv, som er processuelt. Måske er det i netop
dette tema, at vi finder den væsentligste årsag til, at traditionelle europæere og
amerikanere har så svært ved at forstå hinanden. Emnet behandles indgående af den
engelske journalist og forfatter Clifford Longley med fokus på forskellen på den
engelske og amerikanske forestillingsevne. En af hans pointer er bl.a. at englænderne
finder deres identitet i en spejling af fortiden, forstået således, at de ligesom menne-
119