At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

at indgå i konstellationer, som netop udmærkede sig ved mangelen på total
overgivelse og hengivenhed.
Selvom jeg allerede som ung havde indskrænket forholdet til min familie til det
mindst mulige, hvilket vil sige, at vi sås en gang om året, og at de på nævnte
tidspunkt begge havde været døde i mange år, hvorfor jeg i min bevidsthed
kalkulerede med at have frigjort mig aldeles fra min fortid, gik det med ét op for mig,
at en delpersonlighed fra denne første periode i den grad amygdalakaprede mig, at jeg
ikke en gang selv havde valgt mine ægtefæller. Jeg så med forfærdelse, at valget af
partnere var truffet af den erindring jeg havde fra tidligste barndom, nemlig
erindringen om, at den arketype jeg gerne ville være i symbiose med, var en jeg ikke
var i symbiose med. Erindringen om en mor, der ikke forstod, hvem jeg var, eller
hvad jeg havde behov for, blev i voksenalderen til en mand, der dybest set ikke
forstod, hvem jeg var eller havde af behov. En mor, der ikke kendte mig, blev til en
ægtemand, der ikke kendte mig.
Erindringen om ikke at blive forstået og ikke blive kendt sjæleligt, fremstod således
ikke som en erindring udenfor mig, som jeg kunne forholde mig til, men kaprede mig
på en sådan måde, at jeg handlede som om jeg var den, der ikke blev forstået og
kendt sjæleligt. Det, jeg med ét forstod, var, at oplevede jeg mig selv sådan, valgte
jeg naturligvis en partner, der passede ind i denne konstellation, passede ind i dette
mønster. Jeg valgte det, der var det værste onde i mit liv at indgå i symbiose med –
og følte mig på en eller anden måde – om end aldrig lykkelig, så dog på hjemmebane.
For jeg repeterede den ubevidst kendte relation, der var mellem min mor og mig, og
som jeg i bevidstheden tog afstand fra og forsøgte at komme væk fra ved f.eks. selv
at amme mit barn!
Kvaliteten af relationen mellem forælder og barn påvirker påviseligt ifølge al nyere
forskning på området både hjernens biokemi og struktur, således at forældrefigu-
rernes hyppigste adfærd vil blive ætset ind i babyens neurale forbindelser som
vejledere i relationer til andre. 44 Tvangsfjernelse af spædbørn fra disfunktionelle
familier til harmoniske og kærlige adoptivforældre er således langt at foretrække,
hvis man vil bryde asociale mønstre, frem for at prøve at hjælpe et omsorgssvigtende
forældrepar til at kunne beholde barnet, og helst straks efter fødslen, idet hjernen er
specielt følsom overfor ikke at få omsorgsbehov dækket de første fire måneder.
44 Sue Gerhardt: Kærlighed gør en forskel. Kærlige følelser former barnets hjerne, s. 239.
70