At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

um! Det var rigt udsmykket af ikoner indsat i en træudsmykning, der fyldte en af
væggene og rummede altertavlen, og hvori indgik billeder fra både det gamle og nye
testamente. Her var en frodighed af fortællekunst som inspirerede tankevirksom-
heden, således at beskueren blev givet mulighed for både at tænke på, hvilke hæn-
delser, der var gået forud, gammel og nytestamentlige, og på vor nutidige situation.
Selve skønheden i form og farve virkede ind på sindet i nuet på en harmoni- serende
måde, som stemte til eftertænksomhed af en art, som gav os mulighed for at skue en
rød tråd i menneskets opfattelse af guds henvendelser til os. Det var som om impulser
fra denne sammenvævende tråd forsøgte at nå os.
Mens vi stod midt i denne billedrigdom - min mand og jeg begge andægtigt stemt -
lød der imidlertid pludselig nogle høje skrattende lyde. Det viste sig, at de kom fra
moskeen, som lå blot nogle få hundrede meter derfra. Min nysgerrighed lokkede mig
ud i gården, og der mødte mig et uventet syn. Ikke blot kaldtes der til bøn ved hjælp
af højtalere, som der var skruet op for formentlig så højt anlægget kunne klare; mo-
skeens tårn var også omgivet af grønne vertikale lange neonlysrør, som strålede ud i
skumringen.
Jeg følte mig ilde berørt og ganske forbavset over, at det lille muslimske mindretal i
Skopje både lydmæssigt og synligt fyldte så meget.
Jeg spurgte de to, der var vore værter denne eftermiddag og aften om, hvordan de
havde det med det, om ikke de følte ubehag derved. Det indrømmede de, at de gjorde.
Men de sagde også, at der var så mange måder at være religiøs på, og at en sandhed
ikke var rigtigere end nogen anden, og at de respekterede muslimernes måde at prak-
tisere på. Kvinden var en midaldrende universitetsuddannet karrierekvinde, og hendes
søn på 28 også universitetsuddannet, ansat i en bank og vegetar. Begge typiske velud-
dannede humanister af god vilje fra diplomatfamilie. Da jeg under middagen forsøgte
at fritte yderligere, mærkede jeg en blufærdighed overfor at tale om emnet, så jeg
valgte at undlade at forsøge at komme dybere. Jeg kunne blot konstatere, at der
åbenbart var tale om at praktisere den anden af Dalai Lamas forudsætninger for
dialog, nemlig respekten for de forskellige niveauer.
Jeg tænkte dog i mit stille sind på, om der dog mon ikke også var tale om at befinde
sig i dét, Marshall B. Rosenberg kalder følelsesmæssigt slaveri, som er en følelses-
mæssig tilstand man kan være fanget i af egen frygt for ikke at blive accepteret, re-
spekteret, elsket … Det skal vi nærmere ind på senere.
Aftenen efter var vore værter to mænd i første halvdel af trediverne, begge universi-
tetsuddannede økonomer. Vi kom af grunde, jeg ikke kan huske, hurtigt til at tale om
det muslimske problem, og jeg måtte spørge den ene af dem, da han havde sagt en
enkelt kort sætning, som jeg simpelthen ikke havde hørt (måske var min hjerne slet
ikke forberedt på, at han kunne tænkes at ville sige en sådan sætning), om han
venligst ville gentage den.
”They’ll win!” lød det så! Der var ikke tvivl i hans sind. Han var overbevist om, at
muslimerne ville vinde. Han lød ikke vred, ikke nervøs, ikke bange, ikke irriteret,
317