At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

gørende ens praksis: At kunne udvise næstekærlighed. Altså præcis hvad Dalai Lama
taler om som det højeste mål for Mahayana-buddhismen og ham selv.
Man kan således sige, at hvor der, hvis man tænker feltafhængigt, er en tese i
buddhismen (mennesket er et udviklingsprojekt, der skaber sig selv og freden er
målet) og en antitese i kristendommen (mennesket er skabt i Guds billede og er elsket
som det er - og derfor godt nok som det er - selvom der måske kan være en idé i at
forsøge at blive bedre), som det lader sig gøre at få en syntese ud af, når man i indre
årvågenhed og i feltuafhængighed, som Dalai Lama, reflekterer over essensen i begge
udsagn, så er der i martinuskosmologien en endnu højere grad af abstraktion og der-
med en endnu højere grad af feltuafhængighed og syntese, idet han ganske enkelt
ikke forholder sig til forskelle i diverse religioners metoder, men peger på, at en
given adfærd på et givent tidspunkt, nemlig når det er på I-niveauet, vil afstedkomme
selvoplevet erkendelse af sandheden: Nemlig at alt er gennemselsket, og at vi er en
del af dette alt og i vor dybeste konsekvens er både altelskende og totalt gennemel-
sket, hvorved enhver tilsyneladende fjende er en udfordrende lektie, som man må
behandle som en sådan.
Konsekvensen af såvel det kristne påbud som den buddhistiske forståelse er den
samme, nemlig ikke-vold. Men hvad er konsekvensen i det martinuskosmologiske
perspektiv?
Lad os prøve tesen af på det stærkeste af de fjendebilleder, vi i disse år oplever på
planeten, nemlig terrorrismen.
Skal vi elske terroristerne? Skal vi elske de mennesker, som sprænger sig selv i luften
og tager i tusindvis af dem, vi har kær, med sig i døden?
Ja! Det siger den kosmiske lov jo. Du skal elske dine fjender. Flyver de ind i World
Trade Center og tager tretusinde med sig i døden, skal vi spørge dem, om de ikke
også vil flyve ind i FN-bygningen og Det hvide Hus og fortælle dem, at vi nu rydder
luftrummet og gør klar bane for dem. Lige så vil vi gøre med samtlige andre rege-
ringsbygninger og forretningscentre, som symboliserer værdier, der kendetegner den
ikke-muslimske, altså de såkaldte vantros, kultur.
Det er den feltafhængige konklusion. Men egentlig også Dalai Lamas udlægning af
den optimale måde at forholde sig på. Den er idealistisk og tilsyneladende totalt
ufarlig i det store evighedsperspektiv, hvor ingen jo dør derved, men blot får en
diskarnationsperiode, hvorpå de inkarnerer (eller i henhold til vor nye terminologi
rettere sagt reanimerer) igen med den viden, de døde med. Men tænk hvilke facitter,
vi dør med i vor bevidsthed. De fleste af os ville uden tvivl dø med det facit, at jeg
ønskede at opleve mere, udvikle mig mere, nyde skaberværket mere, selv skabe mere
- men ikke fik mine ønsker imødekommet … og oplevede at blive skilt fra dem jeg
havde kær gennem handlinger, der skabte angst og panik, frygt og smerte omkring
mig … og at jeg døde i en følelsesmæssig stemning af at være svigtet og uelsket! Det
facit ville jeg så inkarnere med. Jeg ville altså inkarnere med en grundstemning af
295