At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

den om, at vi har det frie valg til at bruge enhver information cortisolt (angreb/for-
svar, flugt, trækken sig ind i sig selv) eller pyrokatechint, (forstå begivenheden i den
højst tænkelige kompleksitet og vide om man er enig eller uenig i støtte af konse-
kvensen af den og efterfølgende handle i henhold hertil uden at nære negative følel-
ser) som er det afgørende. At vi altså erkender, at det er op til os selv at ville skabe
helvede eller himmel på jord.
Omkring 1868, altså samtidigt med det moderne gennembruds fremmarch i form af
ren rationel tænkning, stillede Nietzsche sig spørgsmålet Hvordan skaber jeg mine
tanker, og hvad skaber mine tanker af mig? 133 Han var dybest set inde i et af de aller
betydningsfuldeste spørgsmål for forståelse af, hvad bevidsthed egentlig er, og han
var også på sporet af de svar, som kognitionsneurologien skulle finde frem til et år-
hundrede senere, men som bekendt var det ikke himlen, der åbnede sig for Nietzsche
på hans gamle dage, der var tværtimod helvedes afgrund. Han tænkte den tanke, at
mennesket havde to mulige naturer at leve i. Den første natur indkredsede han som
det, man var skabt til, som havde præget én og som man forefinder hos sig selv og i
sine omgivelser, herkomst, skæbne, miljø og karakter, det vi i vor sprogbrug kalder
produktet af alt det, man har modtaget fra den ydre verden i de første tre barndoms-
faser. Den anden natur er det, man selv skaber heraf, når man er nået til bevidsthed
om karakteren af ens egen åndelige stræben og den forpligtelse denne afstedkommer.
Nietzsche er dermed på sporet af de to forskellige stresshormonsystemer, de to alde-
les forskellige måder at være menneske på, og som sådan ville man måske forestille
sig, at han logisk betragtet skulle være på vej mod en alderdom, hvori han havde gode
chancer for at komme til at opleve den anden ungdom. Men som bekendt gik han som
gammel ind i en form for decideret sindssygdom, og en mulig forklaring kan være,
hvilket Safranskis biografi over hans tænkning da også indikerer, at han aldrig hver-
ken kom til at fuldbyrde længslen efter harmoni mellem egen anima og animus eller
oplevede at synkronisere den med sin Eva.
Jeg kan ikke selv forestille mig et mere ensomt menneske, end Nietzsche må have
været. Jo mere man har at ville give af og dele med, jo større må ensomheden,
åndeligt betragtet, jo naturligvis være, når der ingen er at dele denne sandhed eller
dette verdenssyn, denne religion, med. Meget tydede på, at Nietzsche i et vist omfang
kom i kontakt med muligheden for den perfekte balance mellem anima og animus
både i sig selv og en ydre personlighedsgestalt i kraft af sit forhold til wagnerægte-
parret. Da Nietzsche var i sin anden voksenfase (mellem 28 og 35) og Wagner var i
sin storhedstid, (de store lederes tid, omkring 57), hvor forholdet var af en sådan art,
at Wagner og Nietzsche anså hinanden for gensidigt at kunne inspirere hinanden og
netop i kraft af deres symbiose bidrage til et paradigmeskift for mennesket til den
anden natur, tyder meget i det mindste på, at han i sit samvær med dem anså sig for
at være i kontakt med det absolut ideale. Han så disse tos harmoni som aldeles ideel,
133 Rüdiger Safranski: Nietzsche. En biografi om hans tænkning, s. 42.
171