At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

ville hævde sig selv og ikke have tilstrækkelig sjælelig erfaring til at kunne begribe
den indre fyldes betydning for realisationen.
Endnu farligere er i denne sammenhæng måske udeblivelsen af eros i scenariet for
ungdommen i den muslimske kultur i de tilfælde, hvor man ender i tvangsægteskab.
Den følelsesmæssige afstumpethed ynglingen hermed projiceres ind i, er der stor
risiko for vil afføde, at makroorganismen, den islamiske kultur, herved fratager sig
selv muligheden for at udvikle evne til empatiafgivelse til resten af civilisationen. Vi
hører således ”voksne” islamiske talsmænd argumentere for, at terrorofre i deres
optik har gjort sig fortjent til at blive udsat for handlingen, fordi de har fejlet i forhold
til deres sandhedsbegreber, hvilket i denne sammenhæng rent modenhedsmæssigt er
at betragte som udtryk for et pubertetsmæssigt bevidsthedsmønster.
Det er min påstand, at manglen på eros i vor verden er som den skovl, der forhindrer
himlen i at falde ned. Vi er druknet i detaljen seksualitet.
Lad os kigge på nogle af faldgruberne i forbindelse med vort samfunds evne til at
hjælpe ynglingen med at få svar på sine eksistentielle spørgsmål.
Hvad har vi egentlig af svar, når ynglingen ved indgangen til denne periode spørger:
”Hvem er jeg?”?
Et tilbud til alle er konfirmationsforberedelsen. Der er ud fra en biografisk betragt-
ning god mening i, at konfirmationen finder sted netop på dette tidspunkt, fordi det,
som nævnt, er den alder, den unge helt naturligt stiller disse eksistentielle og
spirituelle spørgsmål på. Men hvad har folkekirken så af svar på, hvad mennesket
egentlig er for noget?
Dels får ynglingen at vide, at det er syndigt forårsaget af arvesynden, som det pådrog
sig, da Eva og Adam i menneskehedens begyndelse ønskede at kende forskel på godt
og ondt, og dels at det frelses gennem tro på Jesus, som for et par tusinde år siden
handlede ud fra ren kærlighed.
Mange præster taler om, at de unge, som går til konfirmationsforberedelse, ikke
længere er naturligt interesserede i kristendommen og ikke udviser lydhørhed overfor
den kristne lære, og at de ligefrem har det dårligt med konfirmationen.
Når jeg tænker på min egen konfirmationsforberedelse og konfirmation, som fandt
sted i midten af tresserne, forstår jeg godt, at problemet er blevet synligt. Det undrer
mig måske mere, at der skulle gå så mange år, førend præsterne satte fokus på, at
noget var utilfredsstillende i processen, som den foregår nu.
Selv har jeg altid næret stor respekt for Jesus. Jeg holdt af jesuslegenderne fra
førskolealderen og tænkte varmt og beundrende på ham. Jeg var ganske enkelt
imponeret over hans livsprojekt. Tænk at kunne alt det, han kunne! Tænk hvordan
verden ville være, hvis vi alle formåede det han formåede! Så ville ingen dømme
hinanden, alle ville tværtimod kunne forstå og tilgive hinanden… Ja, der ville vel
dybest set slet ikke være noget at tilgive, fordi ingen jo så gjorde sin næste noget
ondt? Vi ville kunne leve i en verden af fred, realisere paradis på jord … Men, der var
nogle ting, jeg slet ikke kunne begribe. Jeg kunne ikke begribe, at jeg skulle være
95