At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Vi er måske vant til kun at være ærlige i forbindelse med meget nære relationer. Det
er i det mindste min erfaring, at vi har det med at forveksle høflighed og venlighed
med tilbageholdenhed overfor at melde ud med, hvordan man har det med noget.
Rosenberg taler om, at man kan bruge modellen på alle livets områder, i nære for-
hold, i familier, på skoler, i organisationer og institutioner, i terapi og rådgivning, i
diplomatiske og forretningsmæssige forhandlinger, i stridigheder og konflikter af
enhver art. Mit eget synspunkt er, at generelle konflikter i vort samfund ganske enkelt
kun lader sig løse, hvis vi udviser denne ærlighed på alle livets områder.
Lad os nu kigge på reglerne for de enkelte elementer:
For at kunne opfylde første delelement i IVK, som er at iagttage uden at vurdere, må
man ikke forsvare sig, angribe, diagnosticere, trække sig ind i sig selv, bebrejde, kri-
tisere, fornærme, nedgøre, sammenligne, bruge etiketter eller i det hele taget dømme.
Set i lyset af den nyeste forskning i kognitionsneurologi, hører alle disse aktiviteter til
i det cortisole stresshormonsystem. De er alle tilknyttet fænomenerne, angreb/forsvar,
flugt og trækken sig ind i sig selv, som er knyttet til kapringerne fra de primitiveste
centre i henholdsvis krybdyrhjernen og det limbiske system, og vi kender dem også
igen fra gennemgangen af Dalai Lamas måde at arbejde på for at undgå destruktive
følelser. Men her er jo også tale om mønstre, som vi i kristendommen ikke på nogen
måde kan vælge at følge, hvis vi vælger at bestræbe os på at elske vor næste.
Der er, som jeg pegede på i kapitlet om amygdalakapringerne i journalistikken, ikke
megen hjælp at hente i den offentlige medieverden, idet størstedelen af al den kom-
munikation, der foregår der, er baseret på netop de voldelige destruktive sammen-
blandinger af følelser og intelligens, som fremkalder den farlige molotovcocktail, der
får systemer til at kortslutte. Sagen om de tolv muhammedtegninger i Jyllands-Posten
efteråret 2005, som rummede mellemstationer af dødstrusler fra muslimske yderligt-
gående, og såkaldte ”intellektuelles” 352 angreb på regeringens udlændingepolitik, er
et udpræget eksempel herpå. Vi er kaprede af den forudfattede holdning, at angrebforsvar
kan føre til en løsning af problemer. Vi er ikke bevidste om, at det at udtale
vore meninger om og domme over andre, som var det skinbarlige sandheder, er at
tale fra mure til mure. Det åbner ikke vinduer ind til forståelse af noget.
Det store problem er jo imidlertid, at man ikke bare kan beslutte sig for ikke at blive
amygdalakapret. Ja, man kan beslutte sig for ikke at ville blive det, men man bliver
det alligevel, hvis ikke man helt systematisk får hjerneaktiviteten ændret. Første
skridt er følgelig at ville beslutte sig for at gå den vej, men efterfølgende må man så
begynde at øve sig.
Det er et spørgsmål om at nå frem til et processprog, hvor vindue på vindue åbnes
indtil verden åbenbarer sig i al sin mangfoldighed i stedet for et statisk sprog, hvor
man kun ser de mure, som man selv bygger op i sine egne illusioner.
Det allersværeste her er at undgå kapringen, undgå at følelse og iagttagelse blandes
sammen således at vurderingen kommer til at overtage arenaen. Ens vurdering er jo
352 Demonstrationer iværksat af bl.a. Stig Dalager.
407