At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

findes en lang række iagttagelser, som jeg i denne forbindelse anser for værdifulde at
forholde sig til. Jeg tænker på traditionen for at kigge på fællestræk i den menneske-
lige udvikling. Allerede Platon bemærkede, at der indenfor de forskellige faser i livet
forelå ganske bestemte og nøje afgrænsede temaer at udfolde sig indenfor, som om
der var ganske bestemte lektier at lære i bestemte udviklingsfaser. Goethe arbejdede
videre i disse tankebaner og videreudviklede teorierne om syvårsinddelingerne. De
kendteste forskere, som lod sig inspirere af disse teorier, eller måske rettere, var på
bølgelængde med dem, er vel henholdsvis C.G. Jung og Rudolf Steiner. Jeg har
allerede været inde på, at H.C. Ørsted betragtede den såkaldte kristendom som et i
højere grad processuelt opdragelsesprojekt af menneskeheden, hvori hvert enkelt
individ havde sin rolle at spille, sin lektie at lære, end en tilbedelsesreligion. At blive
frelst gennem Kristus betød således ifølge Ørsted alene at handle i henhold til ham,
gøre som ham, og ikke gennem troen på ham.
I denne sammenhæng anser jeg det for at være af største betydning at forholde sig til
biografiforskningen med henblik på at kunne verificere det enkelte menneskes
delpersonligheder og arketyper i relation til menneskehedens.
Det er min hypotese, at tankeklimaer i stammefællesskaber amygdalakapres såvel
som det enkelte menneske, og at vi har vanskeligt ved at håndtere disse kollektive
kapringer, hvis ikke vi er bevidste om, hvorfra de stammer, og hvilket udviklings-
niveau de hører til i. Jeg mindes, at Per Stig Møller som udenrigsminister udtalte, at
noget karakteristisk ved den muslimske tankeverden og kultur var, at den aldrig
havde gennemgået en oplysningstid, således som den vestlige verden gjorde i 1700tallet,
og at der var mennesker, som anså denne udtalelse for at være en fornærmelse
af islam og alle muslimer. Som når vi stempler en voksen med udtrykket du er
barnlig, som noget nedværdigende. Ingen vil vel kalde et barn for mindreværdigt,
endsige tænke på at fornærme det, ved at konstatere, at det ikke kan løse matematiske
opgaver i en alder af f.eks. tre år. Enhver har forstand til at vide, at barnets hjerne
ikke er udviklet til at kunne det. Alligevel vil vi ikke drømme om af den grund at
elske barnet mindre eller værdsætte det mindre. Men konstaterer vi, at en del af
menneskeheden endnu ikke har gennemgået et udviklingstrin, på hvilket den logiske
tænkeevne skærpes, og tilsyneladende fortsat hovedsagelig handler på baggrund af
følelsesmæssige sym- og antipatier, oplever visse sin retsfølelse krænket. På denne
måde kan simple iagttagelser og konstateringer forårsage oplevelser af angreb og
forsvar, altså amygdalakapringsforårsagede tilstande i vor egen kultur, grundet
uoverensstemmelser i måden at opleve en kontekst på.
Den tilsyneladende lovmæssighed, som biografiforskningen har opdaget gennem
hundreder af år, anser jeg imidlertid for at kunne tjene det formål at få os til at se
diverse handlingsmønstre i et udviklingsmæssigt perspektiv, som ikke stimulerer til
domme af handlingerne men tværtimod forståelse og dermed også inspiration til
udvikling af nye konstruktive metoder med henblik på at få løst en række
kommunikationsproblemer i vor tid. Her tænker jeg både på kommunikation enkelte
62