At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

til at kunne rumme komplekse situationer, er konsekvensen, at vi må udvikle nye
pædagogiske metoder for denne gruppe unge. Jeg ved godt, at mange ved læsning af
denne sætning formentlig slår sig for panden og vender det hvide ud af øjnene, ”for vi
er jo alle lige - og lige gode - og ingen skal tro, at de er klogere end andre, og at det er
netop på grund af en sådan besserwisseragtighed, at det går galt, fordi de etniske
grupper derved føler sig set ned på”. Men jeg vil gerne understrege, at jeg absolut
ikke ser ned på nogen. Jeg forsøger tværtimod at møde i øjenhøjde. Men jeg vil gerne
forbeholde mig retten til at tage mig af, hvad jeg ser og hører, lige meget om det er
mine egne eller andres forældre jeg møder, eller om det er min egen biografi fra
denne fase eller andres.
Jeg tror, at det vil være en fordel for vor civilisation, hvis vi tør se den tanke i øjnene,
at det for alle ynglinge vil være en betingelse for udvikling af autonomi at præcisere,
at budet Du skal ære din fader og din moder ud fra vor tids parameter betyder noget
ganske andet end for et par tusinde og et par hundrede år siden, samt at noget tyder
på, at ynglinge, der ikke har fået hjernen stimuleret på en sådan måde, at dens aktivi-
tet forbereder feltuafhængig tænkning, ikke så nemt formår at blive bevidste om situ-
ationens konsekvenser for deres og deres kulturs fremtid. Selv er jeg bange for, at de
kan vise sig at være uhyggeligt destruktive…
Benytter vi os ikke af den viden vi har om, hvad der sker i hjernen i denne syvårsfase,
og når ynglingene at blive 21 uden at have fået deres egen indre kaptajn ved rorpin-
den, går der lang tid, førend de eksistentielle spørgsmål igen kommer på biografiens
dagsorden. Muligheden for at få ynglingen til at tænke selvstændigt og abstrakt er til
stede i disse år, men stimuleres den ikke, mødes ynglingen ikke af en forstående læ-
rer, er risikoen der for, at man går ind i næste fase uden at kunne påtage sig personligt
ansvar for sine gerninger. Så gør man ting, fordi man har fået besked på det, i lydig-
hed, i slaveri, ikke juridisk slaveri men følelsesmæssigt og fysisk.
Problemet eksisterer herhjemme i både den kristeligt funderede kultur og den mus-
limske, men det ser ud om som konsekvensen for den førstnævnte munder ud i, at
man i værste fald slår sig selv ihjel, hvorimod den i den sidstnævnte resulterer i, at
man i værste fald slår både andre og egne samt sig selv ihjel.
Her er tale om to resultater af feltafhængig tænkning, hvor det ene er udtryk for at
problemet om meningsløshed projiceres mod en selv. Her er set fra mit ståsted i livet
tale om den asketisk kristne skyldproblematiks tema gående ud på, at når noget ikke
går godt, skyldes det, at jeg har fortjent det, at der er noget i vejen med mig, at jeg
ikke er god nok og at der ikke er nogen mening i at fortsætte mit liv, hvorved man
vender bebrejdelsen indad mod sig selv og gør sig selv til fjendebillede, 90 hvorimod
man i den muslimske og i øvrigt også kristne dogmatiske og alle mulige andre dog-
90
Varianter indenfor denne kultur forefindes spændende fra bulimi og anoreksi over indtagelse af
lykkepiller og til selvmordsforsøg.
116