At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Det er min erfaring, at når en kvinde på 56 kan føle sig svigtet af sin mor, har det
intet at gøre med den øjeblikkelige situation, men derimod med en delpersonlighed
fra barndommen. Hanne viste sig også, når hun kiggede på minder fra sin tidlige
barndom, at rumme et væld af oplevelser, der gav facittet ”far og mor elsker ikke mig
lige så højt som min bror - de synes jeg er en pivedukke".
Nedenstående ser vi en tidslinje, hvoraf det fremgår, at delpersonligheden,
pivedukken, opstod i en bestemt situation i det første biografiafsnit, der, som vi har
været inde på, er karakteristisk ved at man bliver det, man ser. Man aber efter, man
identificerer sig simpelthen med omgivelserne, spejler den ydre virkelighed. Får man
derfor at vide, at man er en pivedukke, opstår der i én en delpersonlighed, som er en
pivedukke; d.v.s. som reaktionsmønster har at græde mens man føler hjælpeløshed.
Hvis pivedukken som delpersonlighed popper op via amygdalakapringen i den 56årige
kvindes hjerne og overtager kommandoen, vil kvindens bevidsthed og dermed
handlemønster imidlertid blive styret af den 4-åriges bevidsthed og handlemønster,
hvorved den voksne kvinde på 56 kommer til at fremstå på en måde, hvor det er
ganske klart, at hun ikke giver udtryk for den voksne kvindes behov, men derimod
for den lillebitte piges skrøbelige tilstand. I og med at den lille pige fik fældet dom-
men, ”Du er en pivedukke”, og fik denne etikette, denne diagnose, på sig, udsattes
hun for en så voldsom krænkelse, et sådant voldeligt overgreb, at hun i sin indre
vulkan, i sit amygdalacenter, fra da af havde en farlig pivedukke, der i en hvilken som
helst situation, der minder om den hun var i, da moderen oprindelig kaldte hende en
pivedukke, som et vulkansk askeudbrud springer op og formørker al tankeaktivitet
med facittet mor kan ikke lide mig, således at hun ikke får nogen mulighed for at være
vågen i øjeblikket og se virkeligheden som den er, når hun er 56 med en moder, der
er 87, men stadig rent følelsesmæssigt kun ”ser” barndommens følelse af afmagt.
Med den voksne kvindes modne Jeg, den der kan rumme og håndtere alle delperson-
lighederne, på kommandobroen i hjernen, ville hun se sin moder, som en kvinde, der
på grund af sit ”dårlige bentøj” nødig ville sidde al for lang tid i en bil og nødig
overnatte i et hus, hvor der var dørtrin, som det var svært for hende at komme over
med sin rollator.
For som vi har set i kapitlet om perioden fra 49 til 56, er det netop her, man i et
normalt sundt udviklingsforløb begynder at forbedre sine empatiske talenter i nogle
helt nye dimensioner, hvor man kan gøre brug af hidtil ukendt potentiale. Men denne
udvikling umuliggøres af delpersonligheden pivedukken, som forhindrer dobbeltret-
ning af bevidstheden og umuliggør det tankemæssige flow, der skal til, for at man kan
nå til erkendelse af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i øjeblikket med henblik på at
opnå det langsigtede mål, man måtte have for sig selv.
Pointen i denne sammenhæng er, at pivedukken, i henhold til min erfaring, kun lader
sig transcendere, hvis hun gives empati.
Giver vi derfor til at begynde med den lille pige empati, forholder det sig, i henhold
til den viden vi har på området, således, at hun havde brug for en forståelse og en
415