At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

man mødte sin egen autonome længsel efter et sådant liv og pludselig kunne se, at der
intet var til hinder for det. Gerninger kunne med ét betragtes som fejltagelser, man
kunne korrigere i forhold til, og ikke noget der gjorde en uværdig og skyldig.
Udsættes et barn for overgreb i den anden fase, hvor facittet gerne skulle være, at
verden er skøn, fordi alt kan lade sig gøre (som vi husker, kan man jo netop i denne
fase kompensere for alle ydre mangler ved at opfinde dem i ens indre via fantasien) er
den største fare, at ens evne til at være kreativ aldrig udvikles. Som vi så, var det
vigtigste for barnet i denne fase, at det fik skabt bevidstheden om at have sin egen
verden - kunne skabe sin egen verden. Husk på, hvordan vi var inde på, at mange
børn i denne alder oplevede at have en slags have med høje vægge omkring – en
have, som er ens helt egen, og hvor ens egen lovmæssighed hersker.
Men udsættes man på det fysiske plan for noget så skræmmende som et overgreb,
hvor man pr. definition befinder sig i en total ufri situation, kan man ikke bevare en
indre sikkerhed om at alt, uanset hvad, lader sig gøre. Og hvis sandheden om en selv
er, at intet kan lade sig gøre, kan man lige så godt lade være med at gøre noget.
Har man ikke sin egen indre verden i fred i denne alder, begynder man instinktivt at
forsøge at beskytte sig ved at bygge væggene tykkere. Man spiser og forsøger at have
sit indre i fred ved at beskytte det fra omverdenen med et fedtlag.
Set ud fra denne bogs ståsted er det største problem således ikke, at cola og chips og
slik er tilgængeligt for vore børn. Problemet er, at de overhovedet er tiltrukket af det:
At de har behov for at lave et fæstningsanlæg ud af deres krop.
Problemet er med andre ord, at barnet i denne fase kan være tvunget til at skulle
håndtere at leve med en frygt, som det ingen midler kender mod.
Passiviteten, apatien og depressionen melder sig på skift med frustration og
aggression. Ens måde at få facittet verden er skøn ind i sit liv på kommer i ekstrem
grad til at fokusere på fysisk behovsopfyldelse.
Børn som oplever fysiske overgreb bliver mentalt hæmmede og ufri, og ufri børn kan
ikke kompensere i deres fantasi. Dermed får de ikke udviklet det potentiale, som i
voksenlivet skal bruges til social kreativitet. Vi får statiske og ekstremt reaktive men-
nesker ud af det.
Foregår overgrebene i den tredje af barndomsfaserne, bliver eros som livslyst som
sagt ikke udviklet. Den indre fylde, som det er så vigtigt at få skabt i disse år, og som
kun kan ske ved at man får sit behov for svar på nogle af de store eksistentielle
spørgsmål besvaret, lader sig ikke udvikle, hvis ikke man imødekommes på en måde,
hvor noget der er større end ens krop anes og bliver bestemmende for ens valg af
partner.
Den subtile indre fylde, som ikke er der, kan blive kunstigt erstattet af surrogater på
flere måder. En er at fylde det indre tomme rum med spiselige ting. Den berømte
trøstespisning har således sin årsag i manglen på indre fylde af subtil art, og spisefor-
styrrelser som bulimi og anorexi tror jeg, man med fordel kan forske i i lyset af denne
indfaldsvinkel. Men eftersom seksualiteten naturligt bliver aktiv i denne fase, kan det
208