At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

I den højtpriste Københavnerring, som den kaldes, hvor Kasper Holten har tolket hele
Niebelungens Ring ud fra sit ståsted på sit givne sted i den seksuelle polforvandling,
kan man imidlertid konstatere det interessante, at der ingen kosmisk impuls er. Der er
kun menneskelige i betydningen menneskedyr-lige. Der er ikke længere guder og
mennesker, endsige gudemennesker; der er udelukkende dyremennesker, som alle
befinder sig i afsporingernes zone. Moder Jord, Erda, er således blevet til et afdanket
forfængeligt kvindemenneske der veksler mellem at ligge i en narko- og spirituståge
og prøve parykker foran sit toiletbordsspejl, og Odin er blevet til en antihelt, som
brækker sit eget spyd, altså kastrerer sig selv i afmagt og desperation over menneske-
gudens bramfri selvtillid. Den rummer Odin nemlig ikke. Han er en veldresseret
ægtemand, som gør som konen siger, bortset fra ind imellem, når hun ikke kan se,
hvad han laver, hvor han til gengæld er ulydig og uartig, i betydningen utålelig, sådan
som begrebet bruges i den ikke voldelige kommunikations terminologi. Der hvor
man nødvendigvis må befinde sig på et eller andet tidspunkt i udviklingen, når man
bevæger sig fra følelsesmæssigt slaveri mod følelsesmæssig frigjorthed. Odin er altså
dels i følelsesmæssigt slaveri og dels i utålelighedsfasen. Og han føler sig lige så
tilpas skyldig over sine sidespring, og så ilde tilpas ved at opleve Fricka sur, at hun på
et vist plan ser ud til at få det som hun vil have det. Odin frygter vel egentlig lidt
Frickas vrede, idet hun jo også symboliserer den ægtekvinde som både kan give og
fratage én kærlighed, ligesom den institutionaliserede moder. Sigfried derimod
udmærker sig ved ikke at føle frygt. Han er således det pyrokatechine mirakel.
Disse romantiske pointer glimrer ved deres fravær i opsætningen, der har til hensigt
at vise den magtsyge mandeverdens undergang og tilblivelsen af det ny matriarkat,
symboliseret ved Brynhildes fødsel af et barn.
Taget i betragtning, at al ”fordums” snak om mandeverden og kvindeverden dybest
set er noget sludder, idet hjernen vitterlig ikke er enten kvindelig eller mandlig men
overvejende dyrefølelsesmæssigt (sentimentalt og primitivt) orienteret, altså højre-
aktiv og derfor overvejende destruktiv i sit følelsesregister, eller overvejende empa-
tisk-logisk og forstandighedsorienteret (konstruktivt målrettet), venstreaktiv og der-
med i stand til at håndtere kompleksiteter og autonomi, forekommer opsætningen i
Operaen mig at være udtryk for en dualistisk og feltafhængig cortisolfortolkning.
Kigger vi således på vor kulturs ældste impuls fortolket i det nyeste lys, forbliver
impulsens lys, bemærkelsesværdigt nok overskygget af cortisolt tankeklima. Vi ser
den ganske enkelt ikke, fornemmer den ikke, vi kommer ikke ud over skildring af
scener fra afsporingernes zoner i en ny genre, som vel mest kan kaldes symbolsk
socialrealisme. Måske fordi det moderne ateistiske menneske er uden evne til at
foretage ren iagttagelse og derfor jo heller ikke kan drage konsekvensen af den. 391
391 Lennart Raaholt fortalte mig, at han oplevede Københavnerringen som en tegneserie og udtalte
også med stor sikkerhed, at instruktøren Kasper Holten skulle have en voldsom forkærlighed for
tegneserien som genre. Jeg finder oplysningen interessant, og kan ikke lade være med at spørge
460