Dissertation - World Federation of Music Therapy

indimellem været meget optaget af at være her. Det har næsten været sådan en barnlig
følelse af at have to kæreste på en gang! (Begge ler). Den måde musikterapien
arbejder på, den har givet mig noget, jeg ikke ville have kunne få andre steder. Det
står mig meget meget klart.
[Hvad er det der er forskellen. Hvad er det der folder sig ud?]
Jeg tror vel det primære er, at det ikke kun er verbalt. At det ikke kun er båret af ord.
Dermed bliver det ikke primært noget intellektuelt eller kognitivt. Jeg har fået adgang
til nogen sider af mig selv, som jeg ikke var klar over fandtes. Nogen kilder, som jeg
ikke vidste fandtes. Det har jo været nogen ind imellem fantastiske billeder, jeg er
kommet hjem med, som har været SÅ kraftfulde. Bl.a. den der ØRN! Jeg ville aldrig
have drømt om, at jeg havde den i mig. Som jeg også har fortalt ellen har jeg fundet
en ørn frem, som mine forældre engang havde med hjem fra Kina. En meget smuk
stof-ørn, som jeg har hængt op loftet inde i stuen. Det billede giver mig så meget, og
jeg har aldrig haft adgang til det før. Eller også er det blevet skabt nu, det ved jeg
ikke, men det er ganske nyt for mig. Så der har været en lang række billeder af mig
selv, som ... ikke kun som kraft, for jeg ved godt, at jeg har styrke – det er måske et af
mine problemer, at det har jeg lidt for meget af, hvis du forstår hvad jeg mener, det
gør du sikkert? Men ørnen eksempelvis – og mange fuglebilleder, som jeg ville
forsvoret. Tværtimod har jeg altid tænkt: fugle – det var slet ikke mig. Hvis du havde
spurgt mig hvad for nogle symboler jeg troede jeg ville se, så ville jeg have sagt nogle
andre. Jeg føler simpelthen, at jeg har fået lukket nogle døre lukket op, som jeg ikke
ville have fået lukket op andre steder, og det er musikken! Nej, det er ikke kun
musikken, jeg har egentlig tænkt meget over det, for jeg har selv været overrasket
over at det har været så givende for mig. Musikken i sig selv ville ikke have været
nok. Det er kombinationen af at komme, det er de fysiske rammer, et rum der er
smukt, lys der er tændt, blomster og te og... , som er med til at stemme mig og give
mig lyst til at være introvert - for det er jo det jeg skal. Og så et menneske, som... jeg
var i stand til at tale med og som jeg havde lyst til at lukke mig op over for – i hvert
fald efter et par gange. Jeg skulle lige vænne mig til Ellen, jeg er ikke sådan en der
bare lukker mig op over for andre, sådan er det, og sådan er det jo med alle mulige
andre ressourcepersoner, man inddrager i sit liv. Jeg havde lyst til at hun skulle spørge
mig om noget. Der var en grad af tillid. Det var i sig selv – bare det at blive spurgt –
hvad kommer du med lige nu, eller: hvad har du lyst til at få ud af den her seance.
Bare det spørgsmål er jo vældig igangsættende. Ikke kun dokumenterende, men også
udviklende. Først kommer så afspændingen og jeg har simpelthen kunnet mærke
hvordan den hjalp mig til at kunne rejse ned i den der underverden, ikke negativt, jeg
har haft lyst til det hver dag. Og så musikken! Efter 4 sekunder Og så den der
debriefing bagefter, som har været utrolig vigtig. At vi har fået talt om det, forsøgt at
give noget af det mening, fortolke noget af det og forsøgt at orden det i nogen
hovedgrupper. Jeg har så til gengæld ikke været en ”ordentlig elev” mht den der
mandala. For den har jeg ikke – undtagen en enkelt gang – haft lyst til at bevæge mig
inden for. Jeg har haft meget lyst til at tegne noget jeg har set.
[Men du har da tegnet hver gang, undtagen den 9. session?]
Ja, men jo ikke inden for cirkelrammer – jeg har haft meget mere lyst til at tegne
noget figurativt. Så stakkels Ellens mandala, som hun jo hver gang havde tegnet op til
mig, den blev mange gange tegnet over, eller vendt om eller...
[Hvordan havde du det med at gå ud over rammerne?]
Det havde jeg ikke nogen problemer med.
[Det er mit indtryk, at du godt kan lide de store bevægelse – og da er cirklen jo
begrænsende]
438