Dissertation - World Federation of Music Therapy

Ja. Hvert eneste gang har det været billeder fra min rejse: særligt kraftfulde symboler
fra min rejse, og de har sjældent kunne passe ind i den mandala-ramme.
[LOB viser et eksempel fra samlingen – med ”nissen der blev fløjet væk”]
18:30 Så altså for at vende tilbage til det der har virket, så har det været
kombinationen i stor udstrækning. Jeg lytter meget til musik derhjemme, og jeg har
været meget glad for de to cder, Ellen har indspillet til mig. Jeg bruger dem når jeg
skal slappe af: Jeg bruger dem meget når jeg arbejder. For selvom jeg ikke kommer
ud at rejse – det gør jeg ikke herhjemme – , så kan jeg mærke at jeg i kortere eller
længere glimt får adgang til den samme ro som jeg har haft, når jeg har været hernede.
De er simpelthen medicin for mig de to cder. Det er ikke bare hyggemusik. (....) Mit
problem har så konstant været at det trods alt har været vanskeligt for mig at lade det
vare helt til næste gang jeg skulle herned. Jeg tror såmænd godt at jeg kunne ende
med at udvikle en form for afhængighed af det her musikterapi. Og det er jo egentlig
ikke så godt! Det er jo meningen at man skal blive selvhjulpen, ikke. Men fordi det
har været så stærke oplevelser og positivt stærke oplevelser hernede. Men det har så
samtidig været en kilde til irritation, at jeg ikke altid har kunnet bringe det med mig
hjem – jo jeg har kunnet bringe det med hjem, men så har virkeligheden trængt sig så
meget på eller en anden del af virkeligheden... Og det er måske derfor mine
spørgeskemaer er kommet til at se ud som de gør. Jeg er jo ikke gået rundt i en salig
rus af ro hele tiden. Jeg har oplevet det samme, faktisk som jeg ofte har oplevet hos
min psykolog, hvor jeg nogen gange er kommet og nærmest har skældt hende ud.
’Var det for helvede ikke meningen at jeg skulle få det bedre af at gå hernede, og det
gør jeg jo ikke’. I hvert fald ikke altid. Hvor hun jo så netop svarer med at sige – og
det ved jeg jo godt at det handler ikke om – det er jo ikke en entydig definition. Det
handler jo om at jeg er i større kontakt med en række ting. Og også har mod til ikke at
fortrænge dem. Og det er udtryk for styrke, at der en række ting jeg har turdet se i
øjnene hos mig selv, som jeg ikke har turdet før.
[Og hvorfor får man det bedre af det?.... der er sket noget ved at gå ind i noget
vanskeligt. Hvorfor er det sådan- i dit tilfælde?]
Jeg er skruet sådan sammen, at ting jeg ikke konfronterer mig med eller jeg ikke
italesætter, de får større magt over mig. Så jeg mere jeg får kigget på tinge, jo mindre
bliver de også. Det er vel en ret banal psykologisk mekanisme, ikke.
Når jeg tænker tilbage på de seancer jeg har haft med Ellen, så synes jeg mest det er
gaver jeg har fået. Altså... smukke billeder, som jeg ikke vidste jeg havde i mig. Jeg
har selvfølgelig også grædt nogle gange.
[Det har egentlig ikke været konflikttemaer?]
23:12 Det synes jeg ikke. Styrken har været, at det har været styrke jeg har fået
adgang til - og skønhed og harmoni. Ikke kun harmoni , men omsorg og nænsomhed.
Godt nok også konflikter, men også en ende på konflikterne. Jeg tror den allerførste
gang [LO retter: 2. session] havde jeg et billede af en lille bil der kørte gennem sådan
en sky, hvor det regnede i skyen. Jeg er bilen og så regner det helt vildt i skyen. Men
jeg kører jo ind i regnvejret det er tung trals tordenbyge. Pointen er at jeg kører
igennem. Den er lille og afgrænset den sky, og jeg ser mig selv ude på den anden side.
Og det synes jeg egentlig har været meget karakteristisk for de ubehagelige ting, jeg
har været inde i i musikterapien, at der hver eneste gang har været en dør i den anden
ende. Om det så har været Gud – for jeg har været inden i kirkerum rigtig mange
gange – en dør opad... Så derfor så... Jeg kan ikke svare præcist i relation til
musikterapien, hvorfor det er bedre at blive konfronteret med nogle negative ting, for
det er egentlig ikke det der står tydeligt for mig, at jeg har gjort – i musikterapien.
439