Dissertation - World Federation of Music Therapy

Appendix 6.4.3 Interview med ESMA 9.5.2003
0:00
… støtte mig til et eller andet, der kunne bære mig igennem. Og tænke på en
anderledes måde [Hvad mener du med det?] Når jeg lyttede til noget af musikken, så
kom der sådan nogle stemninger og nogle følelser, som faktisk var nye for mig. Og
jeg tror da helt bestemt det var musikken der var udgangspunktet – ellers ville jeg jo
have haft de der tanker før. – Men jeg oplevede det... på en anderledes måde, mere
intens måde, en ny måde, faktisk.
[Ka du gi et eksempel på det?] Jamen jeg synes det var generelt, hver gang jeg var
nede hos Ellen. Vi aftalte jo altid... Ellen spurgte ’Hvad ku du tænke dig, hvad har du
behov for, hvad trænger du til’? Og så ku jeg jo sige: ’jeg synes jeg trænger til at blive
stabiliseret i min… kamp for at holde mig på det niveau, som jeg nu synes ’her er jeg
i øjeblikket og her vil jeg blive’, og det vil jeg kæmpe for, at jeg ikke ryger ned over
en eller anden skrænt, og ned i noget morads... i tvivl om ’bliver jeg nu rask’ eller
’hvad venter der mig’. Altså jeg vil blive på den vej der, som jeg har bestemt at her vil
jeg altså gå, og jeg vil ikke ned til nogen af siderne. Jeg vil blive oppe på vejen. Jeg
kunne trænge til at blive stabiliseret i den der ”kampiver” eller hvad man skal kalde
det. Og det synes jeg var underligt, at når jeg så fik et musikstykke, så på en eller
anden måde kom det til at passe med det som jeg havde forventet, at det ville gi mig.
[Det kunne stabilisere den kampvilje eller det behov for at være i en konstruktiv
position?] Ja. [Jeg har også lagt mærke til at du skriver i spsk nogen kommentarer,
som jeg synes var så søde, ...bl.a. til sp. ’Nyder du stadig væk de ting, som du nød før
i tiden?’ Så skriver du: ’Ja, det gør du ... helt så meget som du plejer, men til tider
mere end du plejer!] Ja. [ ’og jeg nyder også helt andre ting end jeg plejer’. Er det
noget af det samme det handler om? At der dukker nogen ting op?]
Ja det er det faktisk, forid øh... Før var jeg jo sikker på, at jeg var jo en af de heldige
personer som aldrig kunne blive syg og som simpelthen ville leve til jeg var 95 år, og
så ville jeg bare lige sige farvel og tak på en nem måde, ikke. Det har været mit
udgangspunkt, faktisk hele mit liv. Jeg har virkelig troet på at jeg lignede min far så
meget både af sind og natur og alt muligt, at jeg havde hans gener og der var ikke
noget der ku ramme mig, [og han var jo frisk og rask til han var over 90] Ja. Det var
jeg overbevist om. Men så fik jeg altså det der chock som det faktisk var… Jeg blev
rystet i min grundvold, fordi jeg fandt jo ud af, jamen jeg var jo temmelig
menneskelig, jeg var ikke noget ’overnaturligt’ fænomen. Jeg blev jo ramt af kræft og
det måtte jeg forholde mig til på en eller anden måde. Og jeg gik da ned med flaget i
begyndelsen – jeg tænkte, at jeg kan da lisså godt.... enten så dør jeg af kræften eller
også så dør jeg af behandlingen mod kræft; ....jeg var sikker på at der var ringet
afgang for mig.
5:00
Men så fandt jeg ud af hen ad vejen, at jeg var jo stadigvæk i live. Jeg trak jo vejret,
og jeg har jo ikke haft smerter på noget tidspunkt – det har jo været det mest underlige
ved det hele…jeg har ikke haft én smerte i det forløb her. Det gik op for mig hen ad
vejen, at jeg var jo i live, jeg trak vejret, den ene dag gik og jeg var i live. Og den
næste gik og jeg var stadigvæk i live. Nå, men så tænkte jeg, jeg dør sikkert ikke de
første par måneder i hvert fald, det er der ikke så meget der tyder på. Og så var det
ligesom jeg begyndte at lægge mærke til andre ting end jeg havde gjort før. Jeg tog
ikke alting lige så ... kontant som jeg altid havde gjort – ’hurtig afregning’ hvis der
469