Dissertation - World Federation of Music Therapy

det bliver og hvor dybt et trauma det er at død. Jeg tror da rent faktisk, at de fleste
mennesker får en fredfyldt død,ikke. Det tror jeg da. Det behøver... eller det bør da
ikke være noget man behøver at bruge sit liv på at gå og være bange for den dag man
skal dø. Ikke. Det ville jo være lidt bagvendt, ikke. [Men har musikterapien givet dig
nogle indsigter på det punkt der – eller gjort det nemmere for dig at komme overens
med de tanker?] Jamen jeg ved så ikke om det er musikken der har gjort det, eller ...
jeg tror det er sådan en forening af de... altså, jeg har jo mediteret faktisk i mange år.
Jeg begyndte at meditere i mine unge dage, jeg var måske 30, og så har jeg da godt
nok holdt pauser sådan indimellem, men i det store og hele har jeg da sådan set
mediteret ret jævnligt – jævntligt, men ukonstant (smiler). Så jeg tror det er sdåan en
kombination af meditation og de der teorier – altså new age teorie, ikke Chopra og
Louise Haye, siger det dig noget? – og så musikterapien. Det går for mig sådan op i
en filosofi, der bekræfter hinanden, ikke. Den ene ting bekræfter den anden, ikke. Og
det bevirker, at jeg har fået et mere afslappet forhold til den dag, jeg skal herfra. Det
plager mig ikke synderligt. Når jeg sidder sådan som her, hvor jeg er midt på vejen –
kanterne er helt derude, ikke [vidser det med hænderne] – der er det jo nemt at sidde
og sige, at jeg har et meget afslappet forhold til døden, ikke, det plager mig ikke
særligt. Men jeg ved jo også heromme et sted i baghovedet, at på et eller andte
tidspunkt der er jeg ude på kanten og ryger ned, og så kommer der jo nogle andre
tanker om døden. Så er det jo vild protest.... og altså så er der ikke noget særlig
samarbejdsvilje fra min side eller noget. [Men det virker jo på mig som om det
hænger sammen med, at du er blevet meget mere optaget af hvordan du lever!] Ja. Ja.
Jeg spekulerer, når jeg har det godt og går midt på vejen, så spekulerer jeg ikke særlig
meget på at dø. Det gør jeg ikke. Og i det store og hele er jeg også overbevist om at
jeg lever og bliver en gammel dame. [Mmm. Men du vil ikke være en sur gammel
dame?] Nej, jeg vil ikke.. (Latter) – [Så hvad har du gjort ved det, Esther? Hvad har
du gjort for ikke at blive en sur gammel dame. Er der sket, noget der har ændret sig
markant?] Ja, jeg tror nok jeg har opdraget mig selv til at være noget mere tålmodig.
For det har absolut ikke været en af mine dyder. Jeg har været utålmodig og jeg har
været hidsig, og jeg har været... ja, en strid kælling [Lo ler. Men det er du ikke mer?]
Jo, men nu prøver jeg virkelig seriøst at lære tålmodighed. [Får du tilbage meldinger
der siger noget om hvorvidt det lykkes eller ej?] Nej, det synes jeg egentlig ikke... nej.
[Det er mere noget du selv mærker...?] Jeg ved ikke om min mand synes jeg er lisså
strid som jeg altid har været? [Har du spurgt ham?] Nej... [latter. Du kunne jo prøve at
spørge ham hvad han egentlig synes om det! Men du føler det altså selv anderledes?]
Ja det føler jeg. Det er da et mål jeg har sat mig, og jeg arbejder på det. [Jeg kan jo
også se, at mange af de billeder der dukker op i det frirum, som du snakker om, det er
også nogen der handler om at være helt stille og tålmodig, vente og bare være der. Det
ligner næsten nogle meditative tilstande.] Ja. [Og som om du har det rigtig godt med
dem.
39:00
Ja, og det hænger jo sammen med, at jeg har jo altid følt, at jeg skulle præstere. - For
at blive anerkendt skulle man arbejde hårdt, og længe og vedvarende og... – ellers så
har man ikke... fortjent at blive anerkendt. – det har været sådan... Jeg ved ikke, om
det hænger sammen med min skolegang, det kan jo godt være. [det er der noget der
tyder på.] Jeg har altid følt, at jeg skulle præstere noget, og jeg sku’... hvis jeg skulle
have det godt, skulle jeg have gjort mig fortjent til det, og det skulle altid være ved
afsavn og hårdt arbejde, meget hårdere end alle mulige andres arbejde, for det skulle
jo være noget, der sådan virkelig kunne ses, at det var mig der havede prsæteret og
arbejdet og gjort mig fortjent.… Og så har jeg jo følt at jeg ikke altid blev belønnet for
474