Dissertation - World Federation of Music Therapy

Ja, og jeg føler, at jeg ’fylder for meget’. Altså: Det har jeg gennem min tid fået
indikationer fra folk om, at jeg gerne vil bestemme det hele og sådan noget. Det er
noget jeg har fået at vide, men sådan synes jeg ikke selv jeg er, jeg synes jeg lytter
meget til folk. Jo selvfølgelig vil jeg også gerne bestemme, jeg vil gerne ha’ ... når jeg
brænder for nogen ting, så helmer jeg næsten ikke, før jeg har fået dem igennem.
Fordi jeg føler virkelig at det er det rigtige. Og mange gange har det også vist sig at
være det rigtige at gøre. [Men måske samtidig gjort ondt på nogen?] Ja, det er måske
dem der ikke selv kan stå fast med nogen ting, en form for [???] Jeg tromler ikke folk
ned overhovedet, det gør jeg ikke. Så skal de i hvert fald komme og sige det konkret,
ellers tror jeg ikke på det... [Det er et dilemma som er svært – men må jo leve med at
det og det er vigtigt og rigtigt på den ene side, og at det gør genrer nogen andre på den
anden side. Men hvis det er en side af dig selv du holder af, så har du et moralsk
dilemma... Har du fået et nyt syn på det?]
47:00 Ja, altså jeg lytter til mig selv. Jeg har fået en nyt syn på mig selv på en eller
anden måde. Jeg stoler mere på mig selv, mine meninger og mine holdninger, min tro
og det som jeg fornemmer. Jeg synes jeg fornemmer mange ting, sådan, og det
forfølger jeg lidt altså. Og på en eller anden måder tror jeg at jeg sætter mig lidt
udover at andre har en anden mening om det. Jeg vil godt høre på det, men jeg vil
alligevel godt være tro mod mig selv, for jeg synes faktisk at de ting gør jeg
udmærket, det munder ud i nogen gode ting. [Du holder fast i dig selv?] Ja, det synes
jeg godt jeg kan. Det kan jeg godt forsvare...
[Har det at glæden ved at tænke på fremtiden ikke indfinder sig så let, har det noget at
gøre med, at du ikke ret tit bliver bekræftet i det du fornemmer er rigtigt?] Ja, det kan
godt tænkes! (ler lidt). Nogen gør det. Noget får jeg, men... det er måske ikke nok –
meget fra min ene søn, som er meget god til at komme med feedback og sige at han
har fået noget ud af det, og at han synes jeg er go’, – go’ nok. Han kan godt finde på
at sige at ’de og de ting gør du rigtig godt’, så... det er selvfølgelig rart nok, når man
synes man gør et eller andet. Men... Jeg har været meget mere vant til det før, også i
kraft af ens arbejde. Når man har lavet et stykke arbejde, så får man jo hurtigt en
tilbagemelding. Har man en forretning: kommer der nogen og køber noget. Sådan
virker det. Så får man bekræftelse i den retning, at det man gør er rigtigt. Nu gør jeg
jo ikke så meget mere [og du er blevet sat til et arbejde, du ikke ser megen mening i!
Så kan det jo ikke gi nogen bekræftelse] Det er jo en stor del af ens liv, det er jo et
meget stort samtaleemne: hvad laver du, og hvad er man, hvis man ikke har et
arbejde: hvad er der så i den person. Det er ikke det folk er interesseret i.
[LO fortæller om kursusoplevelse, hvor folks arbejde var underordnet, deres person
overordnet -> 51.50 Tænk hvis man talte sådan med hinanden!] Det skal folk jo
tvinges til!… Og så er det jo klart, man hænger sin hat op på hvad man laver - jeg ved
ikke, om de andre også har… [Jo]…. Jeg har i hvert fald gjort det meget. [Ja hvad er
man så, når man har været syg og ikke har noget arbejde mere] Og så nu man ikke er
sådan syg mere – hvor fanden er man så henne? Så er man helt i ingenmandsland.
For før kunne man sige, at man var syg. Og kræft – ja, så kunne alle mennesker forstå
det, så har man lov til at være syg, så er det meget legalt. Havde man sagt at man var
sindssyg, så er det ikke sikkert (ler) de havde været så forstående. I den fase er folk
meget forstående, men så er det som om man er i et andet land lige pludselig, hvor
man ikke er noget. [Men jeg fornemmer, at du har en meget stærk indre fornemmelse
af hvordan tingene skal være og at det er svært at få den bekræftet af omverdenen]
Mmm, ja. [Den skal du bare holde fast ved. Det er en styrke.]
Ja. Men hvad når alle de andre idioter ikke kan se det! (ler) Hvad så, så bliver man jo
helt alene! – [LO genfortæller digt af Benny Andersen]
487