Dissertation - World Federation of Music Therapy

Nej desværre ikke. Altså sådan modløshed og hængemule... sådan er jeg jo ikke hele
tiden.. – jeg ved ikke om det er blevet mindre – det kan godt være?
[Du kom jo netop med en målsætning om at du ville gerne.....]
Jamen det er så svært, for det [er jo så ukonkret?] Ja. Jeg tænker mindre på det, mere
på at jeg overlever, jeg tænker mere på at jeg har et liv foran mig, - men så tænker jeg:
hvad for et liv? Det er ikke sådan glæden ved det. Glæden ved at opleve eller
fornemme at jeg har et liv foruden, den er der ikke. Og det skuffer mig. [Det fylder
dig ikke med store forventninger?] Nej. Det har jeg ellers ventet og håbet på. Og jeg
synes det er mærkeligt – jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke følges ad lidt for mig!
Hvorfor... hænger sammen med, at jeg måske ser en fremtid. [Gør du dig nogen
tanker om, hvad der skulle til? ] Jeg har snakket meget om et meningsfuldt arbejde, og
det tror jeg stadigvæk på – for en dag er sgu lang, når man har haft arbejde, 3 børn
osv. tidligere. Livet har været fyldt med både arbejde og børn og alt muligt, ikke. Så
er det for tidligt... nogen gange synes jeg ser rigtig gammel ud når jeg ser mig i
spejlet, andre gange er det ikke så galt – så burde der være lidt mere... kød på livet end
der egentlig er. Det er det jeg tror der får det til... [Der er ikke nogen kvalitet i sig selv
i at overleve?] Altså på en måde... og det er jo lidt skræmmende at tænke sådan! Lidt
skræmmende for mig selv, at jeg ikke føler det som en større glæde. Det er ’bare OK’
(ler). Jeg savner den der glæde ved livet. Før havde jeg sådan en tro på, at jeg skulle
det og det, jeg skulle sådan og sådan. Det kan jeg slet ikke svinge mig op til mere,
altså. – Jeg skulle til Australien, jeg skulle dit og jeg skulle dat, spare sammen til ... nu
kan jeg slet ikke overskue hvordan jeg overhovedet skulle kunne det. De der drømme
– det er ligesom de er forsvundet. Altså, de er ikke forsvundet... [De er der bare ikke
lige nu?] Nej de har ikke den der tiltrækning på mig som de havde før. Og så tolker
jeg det lidt som opgivenhed, og det er skidesvært.... Jeg er blevet sådan lidt.. jeg ved
ikke.. man forventer måske at man ville være ligesom før, men det bliver man ikke.
[Nej det bliver vel ikke ligesom før – men så kunne det måske blive anderledes på en
positiv måde?]
Ja. Og det kan godt være det bare er noget pjat med det der ’meningsfuldt arbejde’ –
det er måske bare et eller andte jeg skal ha at tro på... [Hvordan er det for resten gået
med det?] Om Møllestien: Det er jo ikke noget rigtigt arbejde, jeg føler mig lige så
’opbevaret’ som de gamle dernede. Der er ti frivillige – sådan nogen som mig...
kriminelle og den slags... aktivering, arbejdsprøvning... alt hvad man overhovedet kan
hive ud af dem.. det føles ikke som arbejde. Men jeg skal til samtale næste uge ude
hos en psykolog, som kunne bruge en 10-12 timer om ugen til noget kontorarbejde.
Jeg skal have noget at gøre for de penge der kommer ind ad døren.
[17.00 Det er sådan en meget indgroet holdning hos dig - at du kan ikke bare tillade
dig at sætte dig tilbage og sige ’det er da dejligt at de penge kommer, hvad skal jeg nu
lave med al min tid’?]
Nej! Og jeg har virkelig mange ting, men jeg får det ikke gjort. Det er ligesom om –
ja, jeg ved ikke om det er sådan jeg tænker, men det må det jo næsten være: hvorfor
går du ikke i gang med det? Det gør jeg bare ikke. Det er meget indgroet, og det tror
jeg sgu ikke jeg kan lave om på, altså. [Det er svært] Den dag hvor jeg ikke skal ...
Man skal jo ud og lave noget ikke – jeg tror godt jeg kunne gøre det , men der er bare
ikke noget arbejde, og ’så må Annette jo hente de penge’ og gøre noget andet. Men
jeg har den følelse af – og det får man jo også, når man får brev fra kommunen eller
arbejdsformidlingen eller noget andet – en løftet pegefinger: man skal! Og det vil jeg
også helst, så jeg håber det lykkes... [Så du kan bruge nogen af de kræfter og talenter
du har]. Ja.
483