Dissertation - World Federation of Music Therapy

Der var et billede af et Træ, som jeg var meget glad for [Du VAR et træ!....] Og så er
det et andet et, hvor Ellen viste mig et fra gangen før – og så var det som om det nye
bare var en omvending af et jeg havde lavet – i mit hoved blev det til en Engel ude
over noget vand (selv om det vist egentlig ikke var en engel). Og så havde jeg et hvor
jeg så en enhjørning for mig, som blev til Frelserkirkens tårn. Det ku jeg ikke tegne,
og det irriterede mig. Ellen syntes det lignede en nøgle og det gav god mening. Det er
de tre jeg husker bedst. [LOB: Det er eksempler på transformation: Forening af noget
der ellers er modsætninger - maskulint-feminint, enhjørningens kristne symbolik.
Kan du sige mere om træet?].
Nu spørger du til generelt? Nej jeg har svært ved at huske tilbage på den måde… men
jeg kan sige så meget, at jeg altid har været vild med træer. Som barn sad jeg tit oppe i
træer. Og følte jeg var en del af det. Det jeg oplever, som hænger sammen med den
proces jeg er i: Min situation nu har rødder tilbage til noget i min barndom: Som børn
tror jeg vi har meget bedre kontakt med det der er vores hverv her i livet, meget
tættere på den store mening med livet… Og det var nok den fornemmelse jeg havde
da jeg lå der og oplevede træet…
32:20 Det er lige som når man… som barn gik jeg meget op i natur og legede meget
indianer med mig selv… men jeg havde også en periode hvor jeg var meget troende,
og det er som om det er de temaer, jeg gennemspiller igen, som om der skete noget
engang der fik mig til at tage afstand og gøre en masse ting i stedet for, løbe væk
fra… og nu kommer jeg så herhen... temaerne har måske ikke været væk, men nu
kommer de endnu tættere på igen.
[LOB tolker på de guddommelige glimt.. englen osv.: barnlig enkelhed?]
Det har jeg ikke lige tænkt, men… det har fået lov til at fylde mere og mere. Jeg selv
tænker: Jeg skal ikke være terapeut mere, og jeg kan jo ikke blive præst, men jeg skal
over i den retning, hvor det ikke handler om teknikker, men om nærvær og kærlighed
og tro på Gud. Så på den måde har det fyldt utrolig meget hver gang jeg har været til
en session. Men det har også fyldt, at jeg på netop en eller anden måde bliver ved med
at løbe væk! Jeg kommer ikke tættere på det. Det har måske været enormt stærkt og
tæt, når jeg har ligget på briksen, men jeg er ikke kommet tættere på. Jo, her på det
sidste er det kommet tættere på fordi jeg har gjort nogle andre ting, og jeg tror det har
sparket til den proces, at jeg tør gå tættere på det. Men igen: så er det jo bare en
proces.
[35:00 der er nogen steder hvor du tematiserer det med at komme tættere på, og
næsten bliver vred på dig selv.]
Det er typisk mig: alt hvad jeg gør det skal være perfekt med det samme. Og hvis det
ikke er det, så er jeg vel nok en snøbel! Så det er virkelig en stor øvelse for mig at
tænke, at det er godt nok det jeg gør. Jeg gør det jeg gør, og det er godt nok. Det er i
hvert fald OK. Men jeg kan godt lide at jeg har gjort lidt mere. [På et andet plan?] Ja.
[Jeg spekulerede også på: det der foregik i sessionerne har det mest noget med dit
forhold til cancer at gøre – eller med din mor?]
Det har med at nærme mig det guddommelige (smiler). Det er en måde at sige det på.
En måde er at nærme mig selv på – den indre mening med mit liv. Og der hænger
selvfølgelig nogle tråde ud til min mor osv. (...) men det har jo alligevel handlet om
kræften. Og hvis ikke jeg var blevet syg, så havde jeg formentlig heller ikke fået et
behov for at finde ud af.... lige præcis det med at stå helt nøgen. I forhold til det har
det været rigtig godt Selvfølgelig hænger det sammen.
[Ser du anderledes på ’din mors mønster’ nu? (refererer til sessionsnoter)]
Jeg har hele tiden fået øje på, at jeg ligner hende mere og mere, mere end jeg kunne
ønske. Nå, men så gør jeg det! (...) Så noget mere rummelighed over for at det er
492