Frit valg og kvalitet – afregningsmodeller på de - Finansministeriet

Kapitel 5 – Frit valg og fleksibilitet på dagtilbudsområdet
Varianter af den rene model
For at gøre modellen mere fleksibel kan den rene model med et beløbsmæssigt
kommunalt tilskud tilpasses, så den nedre grænse for det kommunale
tilskud knyttes til, hvor mange timer et barn passes.
Der kunne eksempelvis indføres en regel om, at det kommunale tilskud
mindst skulle udgøre ét bestemt beløb pr. omregnet fuldtidsplads. Dette
ville kræve, at der for hver dagtilbudstype skulle fastsættes en kommunal
minimumstakst per omregnet fuldtidsplads, hvorefter det minimale
kommunale tilskud ville stige med, hvor meget dagtilbuddet benyttes.
Løsningen svarer til de nuværende betalingsregler derved, at det kommunale
tilskuds størrelse afhænger af, hvor mange timer et barn passes. Den
adskiller sig omvendt ved, at det kommunale tilskuds andel ikke nødvendigvis
skal udgøre 60 pct. (67 pct.) af driftsudgifterne blandt børn, der
passes for eksempel 30 timer per uge.
Med modellen vil det være muligt at tilbyde forældrene at vælge et relativt
højere serviceniveau imod, at de selv afholder udgifterne dertil. Samtidig
bevares den grundlæggende proportionalitet mellem den tid, der anvendes
i et dagtilbud og det kommunale tilskuds størrelse. Hvis det minimale
beløbsmæssige kommunale tilskud stiger med den tid, et dagtilbud benyttes,
vil det ikke give større fleksibilitet i forhold til, at det bliver mere attraktivt
at tilbyde for eksempel længere åbningstid eller pasning på skæve
tider af døgnet. Derimod vil det gøre det mere attraktivt at tilbyde et varieret
serviceniveau i form af eksempelvis bedre normeringer.
Fastsættelse af forældrebetalingen
I en model med et minimalt kommunalt tilskud og mulighed for en højere
marginal forældrebetaling for øget service, kan kommunerne eventuelt
have en tilskyndelse til at skrue forældrebetalingen så højt op for den
marginale ydelse, at det får en negativ indflydelse på arbejdsudbuddet.
For at undgå dette vil modellen eventuelt kunne kombineres med, at der
etableres et beløbsmæssigt loft over, hvor højt forældrebetalingen maksimalt
må fastsættes.
Alternativt kunne det tænkes, at der etableres regler, som gør, at retten til
at fastsætte forældrebetalingen generelt overgår fra kommunalbestyrelserne
til forældrebestyrelserne i de enkelte dagtilbud. Dagtilbuddenes bestyrelser
optræder modsat kommunalpolitikerne kun som repræsentanter for
131