Frit valg og kvalitet – afregningsmodeller på de - Finansministeriet

Kapitel 7 – Frit valg på ældreområdet
Tidsbegrænsning
Et andet spørgsmål er, hvor lang tid fraflytningskommunen skal refundere
tilflytningskommunens omkostninger. Såfremt gruppen af flyttende
ældre som antaget overvejende består af ældre, der som følge af helbredsmæssig
svækkelse flytter for at komme tættere på pårørende, må det antages,
at flyttende ældre også lever relativt få år efter flytningen. Den gennemsnitlige
levetid i plejehjem/plejeboliger skønnes at være mellem 2–3
år, om end der ikke foreligger sikker viden herom.
Det kan dog ikke udelukkes, at det frie boligvalg vil betyde, at også ældre
med et mindre plejebehov vil gøre øget brug af flytteretten. Disse ældre
vil typisk have en længe restlevetid, hvilket rejser spørgsmålet om det rimelige
i, at fraflytningskommunen skal blive ved med at betale for den
pågældende. Denne gruppe ældre har ret til at vælge mellem godt 24.000
ældreboliger uden fast døgnbemanding, jf. tabel 7.1.
Der er således flere forhold, der kan tale for at begrænse refusionsperioden.
En mulighed kunne være, at fraflytningskommunens refusionsforpligtelse
bortfalder efter for eksempel. tre år fra flytningstidspunktet. Efter
denne periode er det tilflytningskommunen, som finansierer udgifterne.
Egenbetaling
Opretholdelse af både fraflytningskommunens og tilflytningskommunens
styringsmuligheder kan ideelt set ske ved, at der afregnes på baggrund af
fraflytningskommunen omkostninger kombineret med at en evt. difference
mellem fraflytnings- og tilflytningskommunens omkostningsniveau betales
af brugeren gennem egenbetaling, jf. kapitel 2 og 4. Egenbetalingen
eliminerer så at sige muligheden for som ældre at ’flytte sig’ til et højere
serviceniveau, end det man har betalt skat til gennem den erhvervsaktive
periode i fraflytningskommunen.
Den betydelige spredning i kommunernes udgiftsniveauer på ældreområdet
taler imidlertid imod at lade forskelle i udgiftsniveauet finansiere gennem
egenbetaling. Dette vil gøre muligheden for at flytte til kommuner
med et højere serviceniveau afhængig af indkomst og formue og dermed
begrænse mange ældres og handicappedes mulighed for et frit boligvalg.
Endvidere ville personer, der i henhold til de tidligere regler havde retskrav
på – uden egenbetaling – at flytte til en anden kommune af familiære
eller religiøse årsager, blive dårligere stillet end efter de tidligere (og
nuværende) regler.
181