Frit valg og kvalitet – afregningsmodeller på de - Finansministeriet

Frit valg og kvalitet – afregningsmodeller på de kommunale serviceområder
principielt erstatte en skattefinansieret udvidelse af de offentlige serviceydelser.
Private leverandører, som løser opgaver for kommunerne, har mulighed
for at tilbyde tillægsydelser og i nogle tilfælde også merkøb, hvorimod det
som oftest ikke er lovligt for kommunerne at levere ydelser ud over den
visiterede ydelse. I modsætning til private leverandører må kommunale
leverandører eksempelvis ikke tilbyde hjemmehjælpsmodtagere ekstra
hjælp til rengøring og indkøb imod betaling.
Indførelse af egenbetaling i forbindelse med frit valg kan være med til at
begrænse efterspørgselspresset på de skattefinansierede ydelser. Samtidig
må øget egenbetaling for højere service dog vurderes i visse situationer at
kunne skabe et pres på grænsen for, hvilke opgaver det offentlige skal
medvirke til at finansiere og måske tillige producere.
Det står helt centralt i diskussionen om at tilbyde tillægsydelser, hvorvidt
markedet eller den offentlige sektor skal imødekomme en efterspørgsel
efter ydelser udover kerneydelsen. Det er således ikke hensigten, at det
offentlige skal konkurrere med private udbydere.
Flere forskellige forhold kan indgå i afvejningen af, hvorvidt kommunerne
skal have mulighed for at opkræve højere egenbetaling for en udvidet
service. For det første kan indgå, hvorvidt muligheden medfører risiko for
konkurrenceforvridning, fordi kommunerne allerede i dag har en privilegeret
stilling på et område. Den offentlige sektor bør generelt fokusere på
kerneydelserne.
For det andet om der er ”samdriftsfordele” ved, at det offentlige har mulighed
for at tilbyde tillægsydelser foruden ved en given basisydelse. Det
er muligt at lade private stå for produktionen af de fleste offentlige ydelser,
og samfundsmæssige hensyn kan tilgodeses gennem regulering og
tilskud, men der kan eventuelt være områder, hvor hensyn kan tale for
egentligt offentligt ejerskab. Med samdriftsfordele vil det være vanskeligt
eller medføre øgede omkostninger, hvis flere leverandører skal producere
forskellige tilknyttede ydelser.
For det tredje, hvorvidt tillægsydelser medfører risiko for krydssubsidiering,
hvor leverandøren anvender tillægsydelsesdelen til at finansiere og
udvide basisydelsen eller omvendt. Det skal bemærkes, at markedsfor-
46