Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Typologien i grønlandsk
En grønlandsk tekst indeholder derfor langt færre løbende ord end en tilsvarende
dansk tekst, men de grønlandske ord er meget længere, og antallet af ens ord i den
grønlandske tekst er meget lavere end i den danske tekst. Den syntaktiske forskel på
den danske og den grønlandske version af et udtryk som dette er markant: Kapisillini
najugaqanngikkaluaruma suliassarsisinnaassagaluarpunga, hvis jeg ikke havde boet i
Kapisillit, ville jeg kunne finde arbejde. De to sidste ord i den grønlandske sætning på
kun tre ord vil man skulle lede længe efter for at genfinde i en konkret grønlandsk
tekst, selv om de er fuldstændig regelret dannede, hvorimod samtlige ord i den danske
sætning forekommer hyppigt.
Man kan somme tider erstatte et verbum som qimmeqarpoq, han har en hund, med en
sætning som qimmimik peqarpoq (samme betydning), men det føles ofte akavet og
forekommer derfor kun ved mere komplekse sætninger hvor det er muligt at opbygge
endog meget komplicerede sætningsstrukturer ved at kombinere polysyntese og analytisk
opbyggede udtryk, jf. § ‎1.5.
Grønlandsk kan derudover karakteriseres som agglutinerende fordi både tilhæng og
bøjningsendelser kan stå klart adskilte og føje hver deres nuance til grundbetydningen,
fx qimmiarannik, ved hjælp af min lille hund (qimmeq{÷araq}{-m-}{±nik}). Og i
nogen grad flekterende fordi bøjningsendelser også kan smelte sammen, fx det udlydende
-a i takuaa, han ser den; denne endelse udtrykker på én gang subjekt og objekt.
Ligeledes udtrykkes nogle morfemer ved nul-morf, fx absolutivformer i ental; ordet illu,
hus, har ingen endelse, men er alligevel entydigt absolutiv ental. Ved et mindre antal
nominer sker der ændringer i stammen ved fleksion så der forekommer både geminering
og metatese. For andre karakteriserende elementer, se også § ‎6.4.3.1.
1.5 Intern og ekstern grammatik
Sproglige meningshelheder dannes på to måder i grønlandsk:
○ Ord forsynes med bøjningsendelser og kombineres til fraser i overensstemmelse
med sprogets morfologi (§ ‎4) og syntaks (§ ‎6).
○ Rødder og derivativer kombineres bestandig til nye ord som led i produktionen af
udsagn (§ ‎5). Hvad der i et indoeuropæisk sprog må udtrykkes ved en frase bestående
af mange ord, bliver ofte i grønlandsk udtrykt med et enkelt ord der ikke uden
videre kan findes i en ordbog: Jyllandimiinnikuuit? Har du nogensinde været i Jylland?
Sådanne ord kan benævnes minifraser. Omvendt kan sprogets eksisterende
elementer kombineres til ganske lange ord der udtrykker »nye« begreber: (akia)
isumaqatigiinniutiginiarneqarsinnaavoq, »(prisen på det) kan prøves at have som
middel til at have en mening fælles«, dvs. (prisen) kan forhandles (til salg-skilt).
Dette ord på ikke færre end sytten stavelser er absolut repræsentativt, også for
grønlandsk som hverdagssprog.
De to måder at danne ytringer på svarer til at grønlandsk grammatik kan deles op i to
problemkomplekser som i lige høj grad må konfronteres i sprogtilegnelsen:
○ Ord kombineres til sætninger på måder der kan beskrives morfologisk og syntaktisk.
Sætningsdannelsen involverer bøjning (fleksion) og ordstilling (syntaks). Denne
del af grammatikken kan benævnes ekstern. Et eksempel er en sætning som Piitap
qimmeq takuaa, Peter så hunden. Her udgøres de tre sætningsled, subjekt, objekt
og verballed, af klart adskilte ord.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 13