Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk
4 Fleksion
Fleksion er læren om hvordan ord bøjes. Bøjningsendelser (fleksiver) fastlægger det
enkelte ords funktion i sætningen og viser hvordan det forholder sig til de øvrige ord.
Grønlandske bøjningsendelser indeholder også informationer om tal (ental eller flertal),
person (1., 2. eller 3. person, med eller uden koreference (se §§ ‎4.1.2 og ‎4.3.5.1)) og,
for verbers vedkommende, modus (fortælling, spørgsmål, befaling, ønske, årsag, betingelse,
samtidighed). Man må skelne mellem tre typer fleksion, svarende til tre bøjningsklasser:
nominal, demonstrativ og verbal fleksion.
4.1 Nominal fleksion
Nominer (om ordklasser, se § ‎1.1) bøjes i kasus (se § ‎4.1.1) og tal: ental og flertal. På
Kleinschmidts tid var der også dualisformer (totalsformer) på -k (nogle er medtaget i
denne bog), men de var allerede sjældne dengang og er forsvundet i standardsproget,
bortset fra i ordet marluk, to. Det sker dog at de dukker op alligevel, især i dialekterne
og i litterært sprog.
Et nomen har ofte personendelse (§ ‎4.1.2). Nogle nominer bruges endda kun med personendelse:
qeqqa, midten af det/centrum.
Køn findes ikke som grammatisk kategori, heller ikke ved pronominer. Man skelner
altså ikke grammatisk mellem han og hun.
Låneord og udenlandske navne der ender på en konsonant, grønlandiseres med affikset
{+i} hvortil de normale endelser føjes: Flemmingip sikkilia, Flemmings cykel.
Adjektiver findes ikke som selvstændig ordklasse. Hvor to nominer kombineres, kan
det ene fungere som adjektiv (se § ‎6.2.4.1 om kongruensadled), men adjektiviske former
kan også dannes af tilstandsverber vha. tilhænget +Toq (se § ‎5.5.1.2). En lang række
nominer fungerer i praksis som adjektiver: qorsuk, grøn.
4.1.1 Kasus
Man må skelne mellem i alt 10 kasus der fordeler sig i tre grupper: Kongruerende kasus,
oblikke kasus og nominativ-akkusativ kasus. Personendelser og demonstrative
pronominer har særlige kasusformer; se §§ ‎4.1.2 og ‎4.2.1.
4.1.1.1
Kongruerende kasus
Absolutiv og relativ er de normale markører af en
sætnings fokuserede aktanter (subjekt og objekt;
se §§ ‎6.1.1.4, ‎6.1.1.5). De bruges også ved tilhørsforhold
af typen Flemmings cykel; se § ‎6.4.3.1. Både
nominer og personendelser (§ ‎4.1.2) forekom-
Absolutiv
Relativ
Ental Dualis Flertal
mer i begge kasus. Ved nominer uden personendelse er det dog kun i ental at der kan
skelnes mellem absolutiv og relativ, og selv da ser det ud til at brugen af relativformer
er vigende i nutidigt talesprog.
4.1.1.2 Oblikke kasus
Oblikke kasus bruges ved adled og oblik aktant (§ ‎6.1.1.4). I nogle funktioner kan disse
endelser sammenlignes med præpositioner i indoeuropæiske sprog (se § ‎6.4.3.2); derfor
foretrækker nogle grammatikere betegnelsen forholdsendelser. De er trunkative
ved svage stammer og additive ved stærke stammer (§ ‎4.1.4). Efter personendelse
(§ ‎4.1.2) er de dog altid additive.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 27
-Ø
-p
-k -t