Grønlandsk grammatik

2 Skrift og lyd
Grønlandsk er siden missionstiden blevet skrevet med latinske bogstaver, aldrig med
frakturskrift (»krøllede bogstaver«). Kleinschmidt tilføjede tegnet ĸ (før k i alfabetet),
men det blev afskaffet igen ved retskrivningsreformen i 1973 og erstattet af q. I manuskripter
valgte allerede Hans Egede at benytte latinsk og ikke gotisk håndskrift. Latinsk
håndskrift har derfor også altid været enerådende i den grønlandske skole.
Det grønlandske skriftsprog er en standardiseret version af den centralvestgrønlandske
dialektgruppe. I nutiden må der skelnes mellem to principper for retstavning:
○ Ord der indlånes fra andre sprog, først og fremmest dansk, kan staves som på originalsproget,
fx video, yoga, pølse. Det grønlandske alfabet er derfor identisk med det
danske.
Når et sådant ord ender på vokal, kan det uden videre forsynes med grønlandske
endelser: kontop allannera, kontoudskrift; Kalaallit Nunaata Radioa, Grønlands Radio.
I låneord der ender på -e, kan denne vokal ændres til -i når ordet bøjes: pølsit,
pølser; Maniitsup Efterskoliat, Maniitsoq Efterskole.
Låneord der ender på konsonant, grønlandiseres i nutidigt sprog med endelsen -i:
baviani, weekendi, østersi. Det samme gælder når ikke-grønlandske navne bøjes i
kasus: Flemming, Flemmingip, i reglen også når det pågældende navn ender på en
stavelsestype der er almindelig i grønlandsk: Keflavik, Keflavikimut, til Keflavik; derimod
Upernavik, Upernavimmut, til Upernavik. Forskellen mellem grønlandske og
ikke-grønlandske navne opretholdes dog ikke konsekvent: Frederimmut eller Frederikimut,
til Frederik; Henriup eller Henrikip, Henriks.
Når danske ord der normalt bruges i bestemt form ental, indlånes, kan den bestemte
form bevares i grønlandsk, men et udlydende -n/-t elideres før endelse der begynder
med konsonant, og -e- kan da bevares: folketingemi, i folketinget. Et sådant
ord kan også indlånes ubøjet og grønlandiseres som normalt: folketingi, folketingimi.
○ Grønlandske arveord staves helt entydigt som de udtales i centralvestgrønlandsk
(når bortses fra at retroflekst s ikke har sit eget tegn, jf. § ‎2.2). Hertil anvendes følgende
18 bogstaver: a, e, f, g, i, j, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, u, v. Som begyndelsesbogstav
forekommer alle de nævnte vokaler, men af konsonanter kun p, t, k, q, s, m, n.
De fleste dobbeltskrevne bogstaver udtrykker lange lyde. Dog markerer gg, ll og rr
særlige konsonantkvaliteter; se § ‎2.2.
Efterhånden som et låneord vinder mere og mere indpas, kan der ske en tilnærmelse
til grønlandsk stavemåde indtil det evt. grønlandiseres fuldstændigt: tupa, tobak; palasi,
præst; aapakaaq, abe (af abekat); nissimaaq, nissemand; karsi, kasse; sikkili, cykel;
iipili, æble; kunngi, konge. Undervejs i processen kan de to retstavningsprincipper
kombineres i samme ord: petruuliu, motoori, biili, baj (fra engelsk goodbye). Lange
vokaler skrives da normalt dobbelt: koldskååli, koldskål; kaagi, kage. En konsonantisk
endelse tilføjes ofte: baaliaq, balje; kjoleq, kjole. En del »halvgrønlandiserede« ord har
endelsen -a: kantiina, benziina, maskiina.
Fremmedord og låneord kan deriveres og bøjes som arveordene: kageeqqat, småkager;
suppaliorpoq, han koger suppe; ministeriuneq, statsminister; kunngissaq, kronprins.
Den følgende beskrivelse af skrift og lyd gælder grønlandske arveord og andre ord hvis
stavemåde fuldstændigt er tilpasset centralvestgrønlandsk udtale.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 15