Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Morfofonologi
Disse regler gælder ikke konsekvent; se § ‎5.1.1.
Før a og u kan indskudt konsonant udelades, i stedet kan vokalerne reduceres:
qaaq{÷a}{+ni} qaaani* qaani, på dens overflade, dvs. oven på den
peqqusersooq{÷u-}{+vu-}{+q} peqqusersuuvoq, han er listig
2.5.18 Oprindeligt ǝ kan blive til a eller i eller forsvinde
Mange former forudsætter en historisk vokal, ǝ, udtalt som i sidste stavelse i det danske
ord købe; vokalen benævnes traditionelt i2 eller ï. Denne vokal er bevaret i yupiksprogene
og i nogle af de varianter af iñupiaq der tales på øerne i Bering-strædet, men
forekommer ikke længere i det øvrige inuit-område. Men overalt har den efterladt sig
spor, også i grønlandsk:
Før vokal bliver oprindeligt ǝ som hovedregel til a: ini (af inǝ*), værelse; inaa, hendes
værelse. Det gælder også i nogle former før l og ng: pigalugu (af pigǝ*), idet han ejer det
(§ ‎4.3.5.4.8); ajoqangat (af ajoqǝ*), fordi det var rigtig ærgerligt (§ ‎4.3.5.4.5).
Før konsonant bliver oprindeligt ǝ til i: iniga, mit værelse. Det gælder også når konsonanten
ikke skrives pga. ortografiens konventioner (g, j): iser*{÷qə-}{Ø}{git} iseqiit,
kom nu ind! Neriffigiuminartoq, god at spise (neri*{+’vigǝ-}{+juminar-}{+Toq}, § ‎2.5.13).
Også før {÷innar-}/{÷innaq} bliver ǝ til i: nanertuutiinnarput, de bare kravlede rundt
oven på hinanden (nanertuutǝ*{÷innar-}{vu-}{’-t}).
I udlyd kan ǝ blive til a eller i eller helt forsvinde: nunatta, vort land; ini, værelse; angut,
mand. Sidstnævnte eksempel illustrerer at alle nominer på -t i ental absolutiv forudsætter
historisk -tǝ. Denne slutvokal manifesterer sig som a eller i når et sådant
nomen forsynes med tilhæng og endelser; se § ‎4.1.4.1.1.
I det meget hyppigt forekommende tilhæng {÷utǝ} og dets varianter (bl.a. {’÷tǝ},
{÷ssutǝ}) forsvinder ǝ som hovedregel før additive morfemer {+}, men bliver stående
før trunkative morfemer {÷}: tutsiuppoq, han lader høre fra sig; tutsiuteqqippoq, han
lader høre fra sig igen, af tutsiutǝ*. Der er dog undtagelser: aputisivoq, han får øje på
noget sne; aputitaa, den sne der ligger på det.
I andre ord på -ə bevares denne vokal før såvel additive som trunkative morfemer: ilisarisimavaa,
han kender ham, af ilisarə*{+sima-}; apereqqippaa, han spørger ham igen,
af aperə*{÷qqig- 2}.
I tilhænget {±gə-} svinder ə før {+nar-}: ippinnarpoq, det er generende, af ippigə*
{+nar-}; alutornarpoq, det er pragtfuldt, af alutoraa, han er betaget af det; illernarpoq,
det er helligt, af illeraa, han holder det helligt.
-v- i indikativs modusmærke kan forsvinde mellem ǝ og vokal, jf. § ‎4.3.5.4.1. Ə og den
efterfølgende vokal assimileres da efter ovenstående lydregler. Et derved opstået aai
reduceres: aki*{÷qə-}{+va-}{+i} akeqaai* akeqai, han svarer dem sandelig.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 23