Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Typologien i grønlandsk
mer -a- foran: nuann(i), skønt! af nuannerpoq, det er dejligt; pinni, hvor er hun smuk!
af pinnerpoq, hun er smuk. Konsonantbaser i øvrigt kan også ende på vokal når de bruges
som interjektion: pikkori, hvor er hun dygtig! af pikkorippoq, hun er dygtig.
Også nominer og demonstrativer kan fungere som interjektioner når de deriveres:
taannapajuk, det må man sige! Anaanaraarsuk, ih, hvor er du sød, mor! Se § ‎6.1.6.
Andre interjektioner er dannet af demonstrative adverbier (§ ‎4.2.3): uumaa(k), hej, du
der! Ukorsii, men dog! Qassumaa(k), hør, du derinde! Qakkorsii, hør, I derinde!
1.1.2 Forkortede udtryk
Almindelige verbale udtryk forkortes ofte i talesprog: ajunngi, har du det godt? af
ajunngilatit? (se også § ‎4.3.5.4.2); takuss! vi ses, af takussaagut; tusass! vi høres ved, af
tusassaagut; sall, det er løgn! af salloqaatit; tokroneqaq, har du en tokrone? af tokroneqarpit;
usorn, hvor er du heldig! af usornarputit.
Pronominet uanga, jeg, forkortes ofte ua (§ ‎4.1.5.2).
1.2 Morfemkategorier
I grønlandsk må man skelne mellem fem typer morfemer (de betydningsbærende elementer
et ord består af): præfiks, rod, derivativ (tilhæng), fleksiv (bøjningsendelse) og
enklitisk partikel (efterhæng).
1.2.1 Præfiks
Grønlandsk har to præfikser: {ta-} og {aa(j)-}. De bruges kun før demonstrativrødder
(§ ‎4.2.1): una, den (ny i situationen); taanna, den (kendt i situationen); aajuna, der er
den.
1.2.2 Rod
I ethvert ord indgår en rod der udtrykker ordets grundbetydning. Til de fire overordnede
ordklasser (§ ‎1.1) svarer fire rodklasser der adskiller sig fra hinanden ved de måder
hvorpå rødderne kan eller skal kombineres med andre morfemer for at kunne indgå
i meningsfulde udsagn: nominalrødder (illu, hus), demonstrativrødder (pegerødder:
una, han/hun/den/det), verbalrødder (taku*, se) og partikelrødder (amma, også). Dertil
kommer to prorødder. Roden står normalt først i ordet (se dog § ‎1.2.1). Som hovedregel
kan to rødder ikke kombineres i samme ord. Ulloqeqqa, middag, af ulloq, dag, og
qeqqa, midten af den, er en markant undtagelse fra denne regel.
○ Nominalrødder og demonstrativrødder er umiddelbart brugbare som selvstændige
ord, fx illu, hus; una, han/hun/den/det, men kan også modificeres med tilhæng (illorsuaq,
det store hus; unannguaq, den søde lille), bøjningsendelser (illua, hendes
hus; illumut, til huset; illuanut, til hendes hus; illut, huse; illorsuit, de store huse;
ukunnguit, de søde små) og enklitisk partikel (illorsuillu, og de store huse; unami,
hvad med den?).
Nominalrødder og demonstrativrødder kan kombineres med verbaliserende tilhæng
og derved danne verbalstammer: illoqarpoq, der er et hus/han har et hus; illoqarpunga,
jeg har et hus; illoqarput, de har et hus/de har nogle huse; tassaavoq, det
er ham; tassaavunga, det er mig.
De kan også ved derivation komme til at fungere som interjektioner (§ ‎1.1.1).
○ En verbalrod kan i sig selv fungere som interjektion (§ ‎1.1.1), men modificeres i øvrigt
med verbale bøjningsendelser. Af roden miki*, lille, kan dannes verbalformen
© Flemming A.J. Nielsen 2012 9