Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Skrift og lyd
måde. Den forekommer traditionelt kun i indlyd. I moderne talesprog forekommer
dog udtrykket sall, det er løgn! jf. § ‎1.1. I personnavne indlånt fra dansk betegner ll et
langt l: Ulla (selv om lyden er kort i dansk).
ng er én kort konsonant der udtales som ng i dansk sange: angigaa, hun synes det er for
meget. Den hertil svarende lange konsonant skrives nng: anngigaa, han holder det
hemmeligt.
q er en uvulær klusil. Den dannes samme sted som dansk r, men med fuldstændigt
lukke, dvs. som dansk hårdt g artikuleret samme sted som r: qaa, kom i gang! For denne
lyd indførte Kleinschmidt tegnet ĸ (ĸa). Poul Egede og Otto Fabricius skelnede ikke
i deres retskrivning mellem k og q, men senere forfattere gjorde det. Fx brugte Peter
Kragh tegnet k’ for q; andre skrev kr eller ḱ. Lyden er almindelig i grønlandsk og forlænges
ofte: qaqqaq, fjeld; et ord af denne type er ikke usædvanligt: qaqqaqaqaaq, der
er enormt mange fjelde.
r udtales som i dansk. Når r lukker en stavelse, er lyden ustemt som i ældre dansk
styrke: arnaq, kvinde. I andre positioner er r stemt, ligesom i ældre dansk: erinaq, melodi.
rr er en ustemt velær frikativ, som tysk ch i ach, og forekommer kun i indlyd: nerrivik,
bord. For denne lyd benyttede Fabricius tegnet rʼ rʽ .
s dækker over to lyde i centralvestgrønlandsk, hhv. s som i dansk: isuma, mening, og
retroflekst s, omtrent som i sheik: isi, øje (tidligere stavet hhv. isse (Kleinschmidt) og
irse (Fabricius og Egede)). Den manglende skelnen i nutidig retstavning markerer at
de to s-lyde ikke er betydningsadskillende i standardsproget.
t udtales i reglen uaspireret, omtrent som dansk hårdt d: taaka, derhenne. Før i og allofonen
e er udtalen affrikeret som i dansk Tivoli: tiguaa, han tager det; teriaq, mus.
v kan ikke forlænges og skrives derfor heller ikke dobbelt; se § ‎2.5.4.
2.3 Tonegang og intonation
Forståelsen af hvad der bliver sagt, afhænger for en stor dels vedkommende af tonegang
og intonation.
2.3.1 Tonegang
Stavelserne har forskellig vægt. Tunge stavelser intoneres højere eller dybere end lette
stavelser. Herved skanderes de ofte meget lange ord i en karakteristisk rytme og melodi.
I de sidste tre stavelser før pause ændrer tonegangen sig; se § ‎2.3.2.
Lette stavelser er korte og åbne, dvs. de har kort vokal og ingen slutkonsonant: ini, værelse,
begge stavelser. Det betyder ikke noget for stavelsesvægten om stavelsen begynder
med en konsonant eller ej. Lette stavelser udtales monotont i et hastigt tempo.
Tunge stavelser har lang vokal med eller uden slutkonsonant, eller kort vokal med
slutkonsonant: aavaa, han henter det, begge stavelser; meeqqat, børn, begge stavelser;
arnaq, kvinde, begge stavelser; angut, mand, sidste stavelse. Lang vokal udtales ofte
højere end kort vokal, og tunge stavelser med kort vokal ligger ofte dybere end de lette
stavelser, men til syvende og sidst afhænger det af den talendes dialekt, personlige stil
og taleintention om de tunge stavelser ligger højere eller dybere end lette stavelser.
Det er vigtigt at skelne omhyggeligt mellem lange og korte lyde i udtalen: asiginnarparput,
vi forsager ham (kirkeligt sprog); assigiinnarparput, vi ligner ham fuldstændigt.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 17