Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Forord
ser. Især har jeg fundet det nødvendigt at karakterisere verberne på en ny måde så der
opereres med fire diateser, her forstået som kombinationer af tre parametre der hver
har to mulige tilstande: aktionsart (aktiv/passiv), agentivitet (agentiv/nonagentiv) og
transitivitet (transitiv/intransitiv). For den ene diatese benyttes den traditionelle betegnelse
»passiv« da denne aktionsart i sagens natur kun kan bruges nonagentivt og
intransitivt. En anden diatese benævnes her »ergativ« selv om denne term i den almene
lingvistik refererer til en kasus. I de gængse beskrivelser af grønlandsk bruges »ergativ«
imidlertid ikke, eftersom »relativ« for længst har vundet hævd som betegnelse
for den ergative kasus i grønlandsk. Det er der ingen fornuftig grund til at lave om på,
og termen »ergativ« står derfor til rådighed for andre formål, i denne bog til at benævne
den transitive diatese. De to andre diateser er begge intransitive og benævnes her
»agentiv« og »subjektiv«: agentiv diatese tillader et oblikt objekt, subjektiv diatese gør
ikke. Min diateseopfattelse står naturligvis til diskussion; man kunne vælge at indrullere
kausative verbalformer i diatesesystemet fordi man ved at skifte diatese også øger
eller reducerer et verbums valens. Det har jeg afstået fra; i stedet opererer jeg med
transitive verber (ergativ diatese) med to, tre eller fire aktanter (§ ‎6.5.2.1).
Jeg antager at de fleste grønlandske verbalrødder – i modsætning til hvad der gælder i
andre inuitsprog – er enten transitive eller intransitive, og at grundbetydningen omfatter
diatese og aspekt. Det har jeg sammenfattet med begrebet »inhærens« (§ ‎6.5).
Jeg forudsætter endvidere at transitive verbalrødder kan flekteres intransitivt og da antager
refleksiv eller reciprok betydning (§ ‎6.5.2.4.2). Nogle intransitive verbalrødder
kan tilsvarende flekteres transitivt og modificerer da også deres inhærente diatese og
aspekt (§ ‎6.5.2.4.4). Disse forudsætninger er også diskutable; man kunne forestille sig
at de pågældende verbalrødder har neutral transitivitet og måtte i så fald formulere sig
anderledes for så vidt angår inhærensen. Et mindre gruppe »flytteverber« synes også
under de her skitserede forudsætninger at have neutral transitivitet (§ ‎6.5.2.4.5).
I afsnittet om fleksion har jeg fundet det formålstjenligt at følge Kleinschmidt – og i
nyeste tid Dorais – i at behandle demonstrativerne som en særlig bøjningsklasse der
adskiller sig fra nominerne ved egne kasusendelser og ved at kunne forsynes med præfiks.
Klassen er lukket og omfatter kun ganske få ord. I de to andre, meget omfattende,
bøjningsklasser, nominer og verber, dannes der jævnligt nye ord. Disse klasser er dermed
åbne.
Der er i nogen grad taget hensyn til sprogformer fra hele den periode hvor grønlandsk
er skriftligt dokumenteret. Da især det ældste skriftsprog afviger ganske meget fra nutidens,
er der indsat verbalparadigmer fra de tre ældste trykte grammatikker (§ ‎4.3.6),
ligesom ældre bøjningsformer for de øvrige ordklasser også oplyses.
Egentlige etymologiske betragtninger har jeg dog afholdt mig fra. Nogle af de rødder
jeg har brugt som eksempler, er etymologisk set snarere ordbaser sammensat af en
oprindelig rod og et eller flere derivativer (tilhæng) der for nogles vedkommende ikke
længere er produktive. Tilsvarende er adskillige morfemer der her blot markeres som
derivativer, i virkeligheden sammensat af to eller flere elementer. Gode hjælpemidler
til de etymologiske studier jeg altså har sprunget over i denne sammenhæng, er først
og fremmest Michael Fortescue m.fl.’s Comparative Eskimo dictionary og Samuel Kleinschmidts
uforlignelige ordbog (se litteraturlisten, s. 214), også selv om det har vist sig
at Kleinschmidts etymologier ikke altid holder vand. Hans grønlandske ordbog er stadig
den bedste der findes.
© Flemming A.J. Nielsen 2012 3