Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Syntaks
6.5.5.1 Indikativ
Indikativ er den fremsættende modus: atuarpoq, han læste; qallunaajuvunga, jeg er
dansker.
Fremtidsformer af indikativ ({÷ssa- 1}, § ‎5.4.1) kan erstatte imperativ: isissaatit, du skal
komme ind; matu matussanngilat, du skal ikke lukke døren.
Efter immaqa bruges indikativ i spørgsmål: immaqa illit pujortuleeraqarputit? Du har
måske en båd?
I anmodninger bruges tilhænget {÷rusug-} om det man gerne vil; se § ‎5.3.2.2. Man kan
også stille et spørgsmål med {+sinnaa-}; se § ‎5.3.2.5.
Om det man høfligt vil have en anden til at gøre, bruges imperativ med {÷laar-}; se
§ ‎6.5.5.3.
Om det man agter at gøre, bruges {+niar- 2}; se § ‎5.4.1.
Takuammi, formelt transitiv indikativ 2. pers. sg. – 3. pers. sg. af takuaa, ser det, {+mi}
(§ ‎3), bruges ofte som fokuspartikel og kan da gengives se lige, tænk engang: takuammi
isikkivik kusanaq, se lige den fine udsigt! Takuammi piliaqarujussuanngikkutta, tænk,
hvis vi ikke havde haft rigeligt med vinterforråd.
6.5.5.2 Interrogativ
Interrogativ bruges ved spørgsmål: napparsimavit? Er du syg?
Hvis svaret på et negativt spørgsmål er bekræftende, siger man ja på grønlandsk, hvor
man på dansk siger nej, og omvendt: nerinngilatit? Har du ikke spist? Aap, nerinngilanga,
nej, jeg har ikke spist; naamik, nerivunga, jo, jeg har spist. Men: nerivit? Har du
spist? Aap, nerivunga, ja, jeg har spist; naamik, nerinngilanga, nej, jeg har ikke spist.
Formodninger og hypoteser kan udtrykkes i interrogativ med hhv. tassaqa, mon dog,
og immaqa, måske: tassaqa sivisunaassava, »mon tiden vil falde ham lang«, dvs. jeg
tror ikke tiden vil falde ham lang; immaqalu aamma piffissaanerpa, det var måske også
tiden. Hvis immaqa indgår i et spørgsmål, bruges indikativ, jf. § ‎6.5.5.1.
6.5.5.3 Imperativ
Imperativ udtrykker befaling, ønske, opfordring og forbud. Subjekt er oftest 2. pers.:
iserit, kom ind; akiuk, svar ham. Former i 1. pers. flertal bruges ved indbyrdes opfordring:
iserta, lad os gå ind;
Imperativ- og optativformer supplerer hinanden bortset fra 1. pers. flertal. Her bruges
intransitiv optativ dog ikke i nutidigt sprog: anilata, lad os gå ud; i stedet bruges imperativ:
anisa. Af transitive former med subjekt i 1. person flertal bruges imperativ (akitigu,
lad os svare ham) formentlig hyppigere end optativ (akilarput).
Fremtid af imperativ forekommer ikke; i stedet bruges indikativ: tikissaatit, du skal
komme; oqarumaarputit, du skal sige at …
Imperativformer kan erstattes af kontemporativformer, men positiv kontemporativ
ved befalinger virker meget uhøfligt: nipangerlutit, hold bøtte!
Som i dank er det almindeligt at den der tiltales, subjektet, nævnes uden for sætningen,
enten før eller efter: Guuti tamatumunnga nakussatsinnga, Gud, styrk mig i det;
tikilluarit aniik, velkommen, bror!
Der er stor risiko for at imperativ vil blive opfattet fjendtligt. Hvis man ikke ønsker at
være uvenlig (peerit, skrub af!), må man derfor moderere med et Vbsub-tilhæng; se
© Flemming A.J. Nielsen 2012 173