Regine Normann i hundre år - Munin - Universitetet i Tromsø

livets store problemer i en social digtning som i Martin Andersen Nexøs
romaner Pelle Erobreren (1906–10) og Ditte menneskebarn (1917–21), i Kristoffer
Uppdals ”rallar”-romaner og Falkbergets grubearbejderromaner. I Island søger
Gunnar Gunnarson på samme måde som Regine Normann bekræftelse i
historiske tilbageblik i romaner som Borgslægtens historie (1912–14) – en
romantiseret nutidsslægtssaga. Individet ses som en del af sin klasse og slægt i
samspil med det omgivende miljø. Denne karakteristik passer til Regine Normanns
to romaner, der er sat i scene i en historisk kulisse. Regine Normann
deler baggrund med det danske bondelands kvindelige forfattere. Tema deler
hun imidlertid med det moderne gennembruds kvindelige forfattere, når hun
beskriver den enlige, uddannede og selverhvervende kvindes konflikt mellem
længsel efter på den ene side kærlighed og ægteskab og på den anden side trang
til selvstændighed.
Også i Island kom kvindelige bondeforfattere ind til hovedstaden Reykjavík i
denne tid. De skrev som Kristín Sigfúsdóttir (1876–1953) om den umulige
kærlighed. Da hun giftede sig, “svor hun, at hun ville gøre alt, hvad hun kunne
for at blive en dygtig bondekone” 44 , og hun lagde derfor forfattervirksomheden
på hylden efter at have skrevet nogle teaterstykker. Men da hun var 54 år
gammel, kunne hun ikke holde sig tilbage længere og skrev stykket
Tengdarmamma (Svigermor) og romanen Gestir (Gæst, 1925). Den skildrer en 38
årig kvindes kamp for at overbevise sin mand om, at der findes en “ren
kærlighed”, men den står i modsætning til hendes egen lidenskab og søgen
efter fri seksualitet.
Elínborg Lárusdóttir (1891–1976) er noget yngre end Regine Normann, men
hun udgiver i 1939–40 tre historiske romaner, Förumenn (Omstrejfere) I-III. De
udspiller sig midt i 1800-tallet, “hvor det islandske patriarkat begyndte at vakle.
Romanen beskriver det gamle bondesamfund fra to radikalt forskellige
perspektiver” 45 . På den ene side fortælles fra bygdens rige slægts synsvinkel og
på den anden fra de omstrejfende sociale taberes, de sindsyges og kunstnernes
synsvinkel. Der hvor disse to synsvinkler mødes, opstår der et dobbeltblik, en
ironi, som kendetegner mange af de kvindelige forfatteres værker. Dengang -
beskriver begivenhederne set fra de rige bønders side, mens det er de sociale
tabere, omstrejfere og finner, som bærer romanens negative værdier. Det er
44 Kristjánsdóttir 1996, bind III, s. 100.
45 Ibid.
113