Regine Normann i hundre år - Munin - Universitetet i Tromsø

hvor forestillingen om en egen færøsk nationalitet blev fulgt op af den
nationale bevægelses organisering i slutningen af det 19. århundrede. Romanen
falder i to dele. Første del, som hedder “Ættarbregði” – nedarvede slægtsegenskaber,
er et stort og detaljeret historisk tilbageblik, der går tilbage til perioden
omkring 1850–53, da den nye danske grundlov medførte, at det færøske lagting
blev genåbnet og den første politiker, Niels Winther, forsøgte at indføre
moderne politisk debat og adfærd. Han rejste omkring og holdt taler om det
nye danske lovgivende forsamlings muligheder og lagtingets rolle, og han
etablerede en avis, der havde som formål at følge debatten i landstinget og
kontrollere, at de folkevalgte udførte deres hverv i overensstemmelse med det
program, som de var valgt på. Parallelt med den historiske politiske tematik
bevæger der sig en konfliktudvikling i det bygdemiljø, hvor romanens handling
udspiller sig. Her står et par storbondebørn i centrum. Egentlig er de bestemt
for hinanden, men i barndommens ”far, mor og børn”-leg kommer de op at
skændes på en måde, som lægger grunden til et langt modsætningsforhold
mellem dem og deres efterkommere. Titlen på anden del er identisk med
romanens og fører den historiske udvikling frem til 1900-tallet. Den følger et
hjemme-ude-hjemme mønster, men det er snarere en sammenbrudssroman.
Det historiske stof bruges til at begrunde den fiasko, som samtidsdelen
skildrer. Bondesønnen Jógvan, der er er hovedperson her i romanens anden
del, har store planer for sit landbrug. Han rejser til Danmark og uddanner sig
til landmand, køber maskiner og bygger nyt hus til gården. Med sig hjem til
Færøerne har han også sin danske forlovede. Hun trives ikke, de får ingen
børn, og hun vil hjem til Danmark for at besøge sin familie en gang om året.
Det er dyrt for Jógvan, og for at skaffe penge indgår han i et tvivlsomt projekt,
som bestyres af en kammerat fra studieårene i Danmark. Projektet mislykkes
fuldstændig. Jógvans investering er tabt, han er ikke dygtig nok, og kammeraten
har et forhold til hans kone. I desperation overfalder Jógvan sin
kammerat og begår derefter selvmord.
Romanen er naturalistisk i sin betoning af arven og miljøets betydning. De
nedarvede personlighedstræk, som ville have været stærke sammen, virker hver
for sig hæmmende og bliver direkte destruktive, da selve modstanden mellem
familierne bliver en social arv. Narratologisk bestræber romanen sig på at
overholde en objektiv, distanceret fortællemåde, men den vurderende fortæller
er i høj grad til stede i fortællerkommentarer. Bábelstornið er forfatterens eneste
roman. Samtidig eller forud for den skrev han en række noveller, som blev
124