Regine Normann i hundre år - Munin - Universitetet i Tromsø

lingen om familien, barnet og barndommen er nogle af mentalitetshistoriens
store emner, som meget tydeligt viser, hvordan tankegange om identitet
kommer til udtryk.
Regine Normanns to første værker spejler den nye interesse for børns ve og
vel. I Krabvaag og Stængt mishandles pigebørn af deres mødre i en højere sags
tjeneste. Værkerne sætter fokus på børnene og på mødrene, moderrollen, som
blev vigtig i begyndelsen af det 20. århundrede. I Dengang - står barnet og
moderrollen ikke i centrum, på samme måde som i de foregående bøger.
Margretes søn Enok bringes hurtigt ud af handlingens centrum. Men som
udtryk for eller resultat af bestemte traditioner og livsvaner spiller Enok en
vigtig om end passiv rolle i handlingen. Selv om Margrete forlader sit barn, vil
hun ikke giftes med præsten med mindre hun kan tage barnet med. 51
Margrete optræder ikke som en algod, altfavnende moder. Den rolle er det
andre, der har i romanen, f.eks. hendes barns farmor, ”gammelmoderen”.
Margrete er ”uten sans og samling og nærmere døden end livet” (ibid., s. 20)
efter fødslen. Derfor tager ”gammelmoderen" sig af barnet. Det forhold
besegles, da Margrete bliver rask. Drengen forbliver hos farmoderen, mens
Margrete begiver sig afsted for at gøre sig kendt med forholdene i
præstegården og den eventuelle nye ægtemand, som spådommen lovede hende
(ibid., s. 2). Hun vender hjem et stykke tid og er sammen med sin søn. Moderfølelserne
kommer til udtryk, men samtidig vedkender hun, at: ”Ikke er det for
din skyld, liten [Enok], jeg sitter her nu heller (…) men jeg er blit saa fattig og
forlatt, at jeg maa dø, hvis jeg ikke faar røre ved dig og kjende at du er til.”
(Ibid., s. 178.) Barnet kompenserer for hendes kærlighedslængsel. Men den
eksplicit negative moderrolle varetages i Dengang - af de to bifigurer Rein-Ellen
og Syvert-Andrine.
En moderne pendant til Regine Normann er Herbjørg Wassmo, som både
stammer fra Nord-Norge, og som har beskrevet børn, der står i skyggen af
forældrenes konflikter. Hverken hos Wassmo eller hos Normann tilgodeses
barnets dybeste behov, det svigtes på det grundlæggende niveau, hvor identiteten
og kærlighedsevnen dannes. 52
51 Se Willumsen 2005, s. 159.
52 Granaas 1997, s. 436.
117