Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
REVISIONEN AF DET ATTENDE AARHUNDREDE 99<br />
drede, er jo Oehlenschlåger, men ham ses Ronning ikke at interessere<br />
sig rigtig for i denne Sammenhæng.<br />
I Virkeligheden er nu Bogen skreven saaledes, at det 18. Aarhundrede<br />
helt igennem maa tjene til Folie for Grundtvig, danne<br />
Antitesis til hans Tesis. Karakteristikken er derfor forudbestemt<br />
negativ. Ronning er i sin Fremstilling af Perioden — modsat f. Ex.<br />
Vilh. Andersen i paagældende Afsnit af Tider og Typer — aldeles<br />
kategorisk Dommer; han forlanger saa temmelig in abstracto<br />
af dens Forfattere Nationalfølelse, Religion og Moral, hvilke Egenskaber<br />
han i stor Udstrækning frakender dem, uden at hans Læsere<br />
overtydes om, hverken at hans Begreber er tilstrækkelig lutrede i<br />
Reflexionens Skærsild, eller at hans Undersøgelse har sonderet<br />
Emnet til Bunds. Det synes vanskeligt at kunne nægtes, at disse<br />
Attributter mer eller mindre ogsaa tilkommer adskillige af Tidens<br />
Bøger, rigtig nok paa dens egen Maade, som det var interessant<br />
at faa bestemt; men det ligger i Forfatterens Tendens at gaa uden<br />
om saadanne Problemer, saa hans store Sagkundskab har paa én<br />
Vis været overflødig. Ewald, hos hvem alt det ønskede findes<br />
samlet, faar hos Ronning en underlig uvillig Anerkendelse; den<br />
store Digter forringes i hans Fremstilling — hvor gerne vilde man<br />
ikke have læst en analytisk Sammenstilling af hans Poetik og Stilistik<br />
og f. Ex. Oehlenschlågersl Paa et begrænset og overskueligt<br />
Felt kunde man da have aabnet Diskussionen af Forholdet mellem<br />
„Førromantik" og „Nyromantik" 1 .<br />
Det er snurrigt, at Ronnings egne Citater ofte vidner imod<br />
ham. Naar man med en filologisk Raderkniv skraber Støvet af de<br />
poetiske Brudstykker han anfører, er man ret hyppigt utilbøjelig<br />
1 Uden at foregribe Resultaterne af en saadan Undersøgelse tør jeg maaske<br />
gætte paa, at den vilde vise meget færre Overensstemmelser end almindelig antaget.<br />
Og selv hvor de findes, maa der sættes et og andet Notabene. Saaledes<br />
hedder det overalt, at Oehlenschlåger bruger samme dramatiske Metrum som<br />
Ewald: det er kun Sandhed med Modifikation. Oehlenschlåger anvender Goethes<br />
og Schillers Tistavelsesvers (ret ofte ganske vist med kvindelig Udgang); Ewalds<br />
Versifikation er paa det nøjesle kalkeret over Librettoerne til de italienske<br />
Syngespil, som hans egne fortsætter paa den danske Scene: i sine Sangpartier<br />
efterligner han deres Aria- og Vexelsang-Strofer, i Recitativerne deres endecasillabi<br />
— hans versi sciolti er ikke rigtige Blankvers, de har i Lighed med Forbilledet<br />
altid elleve Stavelser; denne Uoverensstemmelse er ikke blot formalistisk<br />
set betydelig: faktisk har, som en Følge af den faste Standsning ved Udgangen<br />
af hvert Vers, hans metriske Foredrag noget monotont og deklamatorisk, som<br />
den raske Oehlenschlagerske Diktion er fremmed for.<br />
7*
Change language