Danske Studier. 1925

106 PAUL V. RUBOW
runding og Rhytmus har aldrig været større end den Gang. Det
er tilstrækkeligt at nævne Navne som de to Sneedorffer, Schytte,
Stampe, Bastholm fra den centrale Prosa, Bøger som Levnet og
Meninger og Labyrinthen fra den stemningsbevægede — som et Modstykke
til den sidste fortjener i øvrigt Engelstofts Rejsebreve at
anføres. Perioden er vor Prosas Guldalder.
M. H. t. det andet Spørgsmaal, Førromantik contra Nyromantik,
vil det vinde i Tydelighed, dersom man foreløbig suspenderer Nomenklaturerne
og definerer det saaledes: er denne Bevægelse i Slutningen
af det 18. Aarhundrede, som man for min Skyld gerne maa
kalde Romantik, identisk eller dog i sit Væsen beslægtet med den
som indleder det 19. Aarhundrede?
Den fremherskende Retning i det 18. Aarhundrede er subjektiv,
den fremstiller Individets Revolte mod eller Kompromis med Autoriteten.
Den har, som jeg andensteds 1 nærmere har udviklet, sit
Væsen i et Modsætningsforhold til det forudgaaende Aarhundrede.
Dette var den politiske, filosofiske, religiøse og literære Absolutismes
Tid; det var den Tid da man skrev dogmatiske og metafysiske
Systemer og en klassisk Poetik, den litterære Regeltid. Det 18. Aarhundrede
er een Opposition herimod. Dets intellektuelle Karakteristik
er maaske bedst givet, naar det betegnes som kritisk, analyserende,
abstraherende, experimenterende. Det diskuterer, lønligt
eller aabenlyst, de gamle Ideer og producerer eller oftere foreslaar
en Mængde nye. Saaledes gik det ogsaa til, at det konstruerede
forskellige tomme Rammer, som først en ny Tidsalder formaaede
at udfylde.
Men paa Følelsernes Omraade er det positivt frembringende,
og her kan det karakteriseres ved sin store Opdagelse, Sentimentaliteten.
Man lærer at nyde sig selv, at føle ved sine Følelser.
Jeg-Følelsen viser sig i Dyrkelsen af Kærlighed, Venskab, Forsagelse
og Filantropi. Man føler sig selv, hvad enten Følelsens egentlige
Genstand er En selv — som i Baggesens Der var en Tid — eller
en anden — som i Tidens Venskabsdigte og Dagbøger, f. Ex. Oxenstjernas
— eller ved det store Natursyn — som i Staffeldts Paa
Toppen af Mont Cenis. Selv-Medlidenhed, Selv-Glæde, Selv-Lede,
Selv-Ironi, Længsel efter Barndom og Hjemstavn er Nyerobringer
for dette Tidsrum. I al europæisk Litteratur træffes Masser af
Exempler paa, at man glæder sig over at der er Ulykkelige som
1 Se min føromtalte Kritikhistorie S. 10 ff.